Båd med to personer i problemer - hjælp på vej

En sejlbåd med to personer er gået på grund ud fra Sejerø

Opdateret kl. 22.15: Situationen endte med, at nødstedte selv sejlede i land i en mindre båd. Den store båd, der grundstødte, er bragt mod land og lagt for anker. De to nødstedte personer var underafkølede og blev kørt til et lægetjek, oplyser JRCC.

Beredskabet er torsdag aften ved 21.15-tiden ved at komme en mindre sejlbåd med to personer til undsætning.

Båden befinder sig ud fra Sejerø i Sejerøbugten i Kattegat omtrent fem kilometer vest for Sjælland.

- Vi har fra båden fået en melding om, at båden er gået på grund. Sejerøfærgen har indsat deres mand-over-bord-båd for at hjælpe, og om ganske kort tid ankommer en helikopter, lyder det fra Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre (JRCC).

- Vi er også på vej til området med en patrulje, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.