Båldeltagere sigtet for at overtræde Corona-forbud

Flere personer stak af, da politiet kom til shelterplads

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen i front meldte i sidste uge ud, at man vil genåbne samfundet yderligere. Frederiksen er klar over, at det kan betyde, at flere danskere bliver smittet. Video: Tariq Mikkel Khan

20 mennesker samlet omkring et bål ved en shelterplads på Vallekildevej i Hørve, Vestsjælland, fik sent fredag aften politiet til at rykke ud.

Det oplyser Midt- og vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Det var en borger, der havde observeret gruppen og først bad gruppen om at sprede sig. Da den henstilling ikke virkede, ringede vedkommende efter politiet.

Ifølge pressemeddelelsen stak seks-syv personer af, da politiet kom. Men de resterende 14 mænd og kvinder i anderen 20-32 år blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

I forbindelse med tilsyn fredag formiddag og aften i Hvalsø, Solrød Strand og Holbæk kunne politiet også konstatere, at der ved en række pizzariaers udendørs borde og bænke blev indtaget mad, selv om de kun må sælge take-away. Derfor blev de ansvarlige sigtet.

Overtrædelse af forsamlingsforbuddet straffes som udgangspunkt med en bøde på 2.500 kr.
Forretningsdrivendes overtrædelser af coronalovgivningen straffes som udgangspunkt med en bøde på mindst 10.000 kr.