Balkan-bande mistænkes for mange indbrud i julen

Fire mænd fra Balkan anholdt efter fund af en masse tyvekoster i lejlighed på Østerbro

Her er nogle af de mange tyvekoster, som politiet fandt i lejligheden på Østerbro. Politifoto
Her er nogle af de mange tyvekoster, som politiet fandt i lejligheden på Østerbro. Politifoto

En lejlighed på Østerbro i København var proppet med tyvekoster, som politiet formoder stammer fra indbrud mellem jul og nytår. Fire mænd fra Balkan, blandt andre en serber og to bosniere, blev anholdt og kræves i dag varetægtsfængslet i Københavns dommervagt.

De sigtes foreløbig for fire indbrud i lejligheder, men på grund af antallet af tyvekoster mistænker politiet dem for at have begået mange flere. I lejligheden fandt politiet blandt andet 17 telefoner, 21 computere, 11 fladskærme og 35 kasser spiritus.

- Vi har haft relativt få juleindbrud i København, men hver eneste er et for meget, så vi er godt tilfredse med, at vi nu har fået stoppet denne gruppe, som vi mistænker for flere julens indbrud, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Tre af de sigtede mænd blev anholdt i lejligheden med tyvekosterne, mens den fjerde blev anholdt et andet sted.

I Københavns politikreds var der i julen 118 indbrud mod 126 i julen 2016, hvor tallet i forvejen var lavt i forhold til tidligere år.

- Nu har vi et stort arbejde med at på gennemgået kosterne og koblet dem til konkrete indbrud, siger Knud Hvass.

Politiet i København prioriterer at få stoppet blandt andre de professionelle tilrejsende indbrudsbander. Derfor er det vigtigt, at politiet får sikret friske spor som dna på gerningsstederne.