Bande kræver millionløsesum for nobelprismodtagers slægtning

Et familiemedlem til forfatteren Gabriel Garcia Marquez blev bortført under en køretur i Colombia 23. august

En kriminel bande, som har bortført et familiemedlem til den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez, kræver en løsesum på fem millioner dollar - godt 32 millioner kroner - for hende.

Det drejer sig om forfatterens brors barnebarn, den 33-årige grafiske designer Melisa Martinez Garcia.

Det rapporterer den colombianske radiostation RCN Radio onsdag.

Melisa Martinez Garcia blev bortført den 23. august under en køretur i sin hjemby Santa Marta i den nordlige del af Colombia.

En særlig politienhed er ved at undersøge kravet om en løsesum. Politiinspektør Fernando Murillo kalder det "forholdsvis vanskeligt".

Familien til Melisa Martinez Garcia har modtaget to telefonopkald, hvor bortførerne har krævet fem millioner dollar, oplyser politiinspektøren.

Colombianske myndigheder har udlovet en dusør på 50 millioner pesos - godt 102.000 kroner - for oplysninger, der kan føre til frigivelsen af Melisa Martinez Garcia.

Gabriel Garcia Marquez betragtes af mange som en af det 20. århundredes mest betydningsfulde forfattere.

I 1982 modtog han nobelprisen i litteratur for blandt andet romanen "Hundrede års ensomhed". Bogen fra 1967 er blevet en klassiker i verdenslitteraturen.

Gabriel Garcia Marquez døde i 2014 i en alder af 87 år efter at have kæmpet med lymfekræft i mange år.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere