Bandefolk tiltalt i grov sag: Krævede en million i beskyttelsespenge

Fire mænd fra Nørrebros bandemiljø er tiltalt i en sag om blandt andet frihedsberøvelse, grov vold og afpresning

Ifølge politiets tiltalte var det i et kælderrum her i Mjølnerparken på ydre Nørrebro, at ofret blev holdt fanget og mishandlet. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Ifølge politiets tiltalte var det i et kælderrum her i Mjølnerparken på ydre Nørrebro, at ofret blev holdt fanget og mishandlet. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

- Hvilket ben vil du helst skydes i?

Sådan spurgte en af i alt fire mænd, der ifølge politiets tiltalte kidnappede en person og forsøgte at afpresse ham og hans bror for mellem 200.000 og en million kroner i beskyttelsespenge. Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. De fire mænd nægter sig skyldige.

To af mændene er tidligere dømt for at bortskaffe en M95-riffel, som Omar el-Hussein brugte under angrebet på Krudttønden i 2015, mens den sidste i samme forbindelse blev dømt for mindre forseelser.

Kidnappet
Afpresningssagen udspandt sig 21. januar 2015, hvor politiet mener, at de fire tiltalte troppede op på en restaurant i København. Her omringede de ofret, som fik flere slag og spark, hvorefter to af personerne hver især rettede en pistollignende genstand mod hans hoved.

Den ene af de tiltalte slog ifølge tiltalen ofret i hovedet med den pistollignende genstand og tog kvælertag på ham, imens han atter pegede genstanden mod ofrets hoved. Han udtalte, at han ville trykke af, såfremt ofret ikke fulgte frivilligt med. Herefter løftede flere af de tiltalte ofret ind i bilen.

Det blev begyndelsen på et tre timers langt mareridt, hvor ofret blev kørt til et kælderlokale i Mjølnerparken, hvor han blev udsat for en omfattende mishandling.

Ifølge anklageskriftet blev ofret slået, sparket og spyttet på, og mens han lå ned, blev han trådt på halsen. To af de tiltalte rettede pistollignende genstande mod hans tinding, og den ene slog ham i nakken og baghovedet med den pistollignende genstand.

Herefter pegede han på ofrets ben og bad ham vælge, hvilket ben han ville skydes i. Ofret blev desuden tvunget til at oplyse sin bopælsadresse, da han ellers ville blive skudt.

Våbendomme
Kvartetten er af politiet kendt for årelang tilknytning til Nørrebros bandemiljø og har et omfattende synderegister på cv’et.

En af de fire tiltalte blev i juli idømt fem års fængsel og udvisning for bestandigt for at forsøge at sætte sig i besiddelse af et skydevåben, der lå gemt i et kælderrum i Mjølnerparken. En måned senere fik en anden af de tiltalte en dom på seks års fængsel for at gemme en pistol i en busk – også i Mjølnerparken.

Begge våbensager udspringer af konflikten mellem LTF og Brothas i efteråret 2017 og er anket til landsretten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere