Bandekonflikt koger op igen

Skud og overfald: Politiet følger optrapning af konflikt tæt

Se video fra Mjølnerparken her. (Foto: Kenneth Meyer)

En gammel bandekonflikt er atter ved at koge op på Nørrebro.

I de seneste dage har politiet haft et vågent øje rettet mod området omkring Mjølnerparken, hvor indvandrerbanden Brothas har rødder.

Gennem de seneste år har banden været involveret i en længere række større og mindre konflikter, der har kostet både døde og sårede.

Og Brothas er tilsyneladende atter aktør i det aktuelle konfliktscenarie.

Kilder med indsigt i miljøet fortæller, at der ikke er tale om en ny konflikt, men i stedet er der tale om et ældre scenarie, der atter er kogt op.

Modparten er en ustruktureret gruppe af rødder med hovedsageligt indvandrerbaggrund i Bellahøj og Brønshøj.

Se også: Politiet løfter sløret for stor aktion i Mjølnerparken

Ekstra Bladet har jævnligt beskrevet konflikten, der tidligere har medført skyderier, knivstik og vold.

Tilbage i februar blev to mænd ramt af skud på Tagensvej. Den ene - en 23-årig mand - blev ramt i brystet, men blev reddet at sin skudsikre vest. Mændene hører til blandt Bellahøj-Brønshøj folkene.

Kilder med indsigt i miljøet beskriver overfor Ekstra Bladet, hvordan det samlede billede af konflikten er knudret og indviklet.

- Det er helt normalt for den slags. Der er sjældent nogen udenforstående, der kan finde rundt i det lort der, siger en kilde i bandemiljøet.

Butiksejer frarøvet Mercedes
Konflikten har delvist sine rødder i en sag fra sidst i 2013, hvor offeret fra Tagensvej sammen med et par andre mænd blev sigtet for at have røvet en Mercedes fra butiksejer med indvandrerbaggrund i Brønshøj.

Kort efter - juleaften samme år - blev en 34-årig mand med indvandrerrødder såret af skud i en illegal spilleklub på Frederikssundsvej i Brønshøj.

Dengang beskrev politiet, hvordan flere af sagens involverede parter havde tilknytning til Brothas.

Sent om aftenen i januar 2014 blev der så affyret skud mod den 23-årige - samme mand, som i februar i år blev ramt af skud på Tagensvej -  netop som han var ved at køre ind på p-pladsen ved Bellahøjhusene.

Med sig i bilen havde han i øvrigt familiemedlemmer i form af kvinder og et barn.

Konflikten stilnede dog af, da den 23-årige og en anden mand et par uger senere i - i februar - blev anholdt og sigtet i sagen om bilrøveriet i Brønshøj og drabsforsøget i spillehallen på Frederikssundsvej.

Siden måtte politiet opgive begge sigtelser, og i  henholdsvis november og december i fjor blev begge løsladt.

Men knapt var de løsladt, før den ene mand blev forsøgt skudt igen. Det var på Amager, hvor han kom kørende i bil.

Efter episoderne i foråret stilnede konflikten så af igen. Men nu er den tilsyneladende brudt ud igen.

Præcis, hvad, der fik det til at koge op, har kilderne ingen anelse om.

- Det kan være alt muligt. Et tilfældigt møde. Eller andet i den stil, lyder det fra en kilde i miljøet.