Bandekonflikt: Syv anholdt

Politiet har anholdt syv personer i en koordineret aktion - de syv mistænkes for at tage del i voldeligt overfald

Der har været flere skyderier og overfald i forbindelse med en ny bandekonflikt. Optagelserne her er fra i fredags, hvor der blev skudt på Nørrebro (Video: Rasmus Flindt

Københavns Politi har anholdt syv personer i en koordineret aktion.

De er mistænkt for at tage del i et voldeligt overfald i forbindelse med den nuværende bandekonflikt, oplyser politiet på Twitter.

De syv blev anholdt i går.

Politiet kræver dem varetægtsfængslet og vil stille dem for en dommer i formiddag i Københavns Byret.

Politiet vil ikke kommentere anholdelserne nærmere på nuværende tidspunkt, og det er derfor uklart hvilket voldeligt overfald, der er tale om.

I de sidste par uger er der blusset en ny konflikt op mellem fraktioner, som er opstået af den gamle bandegruppering Brothas, som holdt til på Nørrebro. Men konflikten trækker også tråde til den københavnske vestegn. Og på Nørrebro og på vestegnen har der været overfald og skudepsioder. Der blev blandt andet skudt fredag aften på Nørrebro, hvor tre personer blev ramt.

Politiet har oprettet visitationszoner flere steder.

Op til grundlovsforhørene i formiddag bevogtede flere betjente retten, meldte Ekstra Bladets udsendte reporter.