Bandeleders flugt: - Jeg fik en pistol i nakken

Fire sygeplejersker fra retspsykiatrisk afdeling vidner i dag i sagen mod bandelederen Hemin Saleh

Politiet er ved Retten i Næstved massivt til stede i forbindelse med sagen. Video: Per Rasmussen

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): En bandeleders dramatiske flugt fra retspsyskiatrisk afdeling i Slagelse sidste år har haft enorme konsekvenser for det personale, der var på arbejde, da han ifølge tiltalen truede sig til frihed.

Det står klart, efter at flere sygeplejersker fra retspsykiatrisk afdeling i Slagelse i dag afgav forklaring mod bandemedlemmet og seks andre, der er tiltalt for den dramatiske flugt, som blandt andet involverede to gasvåben skjult i en bradepande-kage dekoreret med flødeskum og glasur.

Tungt bevæbnet politi var på gaden efter den udspekulerede fangeflugt. Foto: Per Rasmussen 112 - 7. maj. 2020 - kl. 16:30 Smuglede våben ind til bandeleder: Jeg blev narret

- Jeg snakker med en psykolog om forløbet, og jeg får medicin. Jeg er lydfølsom og har det - ja, undskyld - ad helvede til, forklarede en spinkel kvindelig sygeplejerske, som har været sygemeldt fra sit arbejde siden flugten, der fandt sted 19. november sidste år.

Bandelederen var dengang fængslet i surrogat i forbindelse med en sag om overfald, da han under fængslingen fik besøg af en 'fætter', som medbragte kagen med de skjulte våben i en Bilka-pose.

Bradepanden med kage vakte ingen mistanke hos det vagtsatte personale, der få minutter efter måtte kigge dybt ind i mundingen på to skydevåben, som var blevet gravet ud af kagedejen i afdelingens besøgsrum.

I retten fortalte to sygeplejersker om de paniske minutter, hvor de blev truet til at åbne afdelingens mange døre og sluser mod friheden.

- Jeg fik en pistol i nakken. Hemin trykkede den sådan ind mod nakken. Sådan følte jeg det, forklarede en af sygeplejerskerne, som fortsat ikke er vendt tilbage til sit arbejde.

- Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde det sådan, at de bare skulle bruge en af os til at komme ud. Hvis de skulle skyde en, så tænkte jeg, at det lige så godt kunne være mig, forklarede vidnet.

Også hendes kollega var stærkt mærket af oplevelsen.

- Jeg er først lige begyndt på arbejde igen. Jeg har fået højt blodtryk og bliver hurtigt stresset og kan ikke huske noget. Men jeg prøver at komme videre, forklarede vidnet.

Væbnet politi ankom kort efter flugten. Det fremgår af anklageskriftet, at de to skydevåben, der blev brugt ved befrielsen, var en gaspistol og en gasrevolver isat løsskudspatoner.
Væbnet politi ankom kort efter flugten. Det fremgår af anklageskriftet, at de to skydevåben, der blev brugt ved befrielsen, var en gaspistol og en gasrevolver isat løsskudspatoner.

24-årige Hemin Saleh har erkendt flugten, men nægter at have været med til at planlægge den, ligesom han under sin forklaring slog fast, at han på intet tidspunkt truede personalet med gasvåbnet.

- De har nok set våbnet, og så er de blevet bange, har han forklaret.

Der er afsat seks dage til sagen om flugten, der involverede flere biler og endte på et hotel i Spanien, hvor Hemin Saleh blev anholdt i starten af året. Sagens øvrige sigtede nægter sig skyldige.

1 af 4 Foto: Per Rasmussen
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 Tungt bevæbnet politi var på gaden efter den udspekulerede fangeflugt. Foto: Per Rasmussen