Bandemedlem anholdt: Mistænkt for drab

24-årig mand blev i marts fundet død i en lejlighed i Søborg, efter at han ifølge politiet forsætligt var blevet påkørt på et stisystem ved Vestvolden

Politiet mistænker manden for at have kørt den bil, der 27. marts påkørte en 24-årig mand, som siden afgik ved døden. Påkørslen skete på et stisystem på Vestvolden nær Frederikssundsvej i Husum. Video: Kenneth Meyer.

Et 28-årigt bandemedlem er blevet anholdt for at have kørt den bil, der i marts påkørte en 24-årig mand, som siden afgik ved døden.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete tirsdag.

Den 24-årige mand blev 27. marts påkørt af en bil to gange - ifølge politiet med vilje - ved en sti på Vestvolden tæt på Frederikssundvej i Husum.

Han døde af sine voldsomme kvæstelser i en lejlighed i Søborg få timer senere.

Nu bliver en 28-årig mand med tilknytning til bandemiljøet fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Det sker onsdag klokken 11.

Drabet på den 24-årige var en af årsagerne til, at Københavns Politi 4. april indførte visitationszoner på Nørrebro, Husum og i et område på Frederiksberg.

Den 28-årige har siden slutningen af april været eftersøgt i sagen og blev tirsdag eftermiddag anholdt i Husum.

En anden person har tidligere siddet varetægtsfængslet, da han meldte sig selv og fortalte, at han havde kørt bilen. Han er dog blevet løsladt igen, men er fortsat sigtet.

Københavns Politi vil ved grundlovsforhøret begære lukkede døre og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

Læs mere om drabet her:

Politiets teknikere, politihunde og en bilinspektør undersøgte stedet, hvor en mand blev forsætligt påkørt. Foto: Kenneth Meyer Krimi Uhyggelig voldsspiral: Skyderi og drab på få timer