Bandemedlem anholdt under grundlovsforhør

Et 19-årig bandemedlem er torsdag formiddag blevet anholdt i forbindelse med et grundlovsforhør i Aarhus

Anklageren hos Østjyllands Politi fik sig torsdag formiddag noget af en overraskelse da vedkommende mødte op til et grundlovsforhør ved retten i Smilets By.

Her skulle tre bandemedlemmer på henholdsvis 19, 20 og 20 år fremstilles i en sag, hvor en 25-årig mand tidligt om morgenen 23. februar blev påkørt i krydset mellem Silkeborgvej og Christian Winthers Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.

Men da grundlovsforhøret skulle til at gå i gang, dukkede et fjerde bandemedlem op.

Det 19-årige bandemedlem var ligeledes eftersøgt i forbindelse med episoden.

- Den 19-årige mand ved godt, at vi har efterlyst ham i sagen. Det er formentlig derfor, at han vælger at dukke op til grundlovsforhøret. Her anholder vi ham på stedet og han bliver fremstillet sammen med de øvrige, oplyser Janni Lundager pressemedarbejder ved Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

De fire anholdte mænd er ifølge politiets opfattelse alle del af en bandegruppering med tilhørsforhold bolgområdet Trillegaarden i det nordlige Aarhus og politiet er af den opfattelse, at påkørslen af den 25-årige mand skete som led i den bandekrig, der lige nu forgår i området omkring Aarhus N.

- Det 25-årige offer har ikke været særlig meddelsom i forbindelse med sagen, tilføjer Janni Lundager.

Grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.