Bandemedlemmer fængslet for drabsforsøg: Skød mod mand og hund

Tre personer - heriblandt to Bandidos-medlemmer - er onsdag blevet varetægtsfængslet for et drabsforsøg tilbage i november

To Bandidos-medlemmer og en kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have medvirket til drabsforsøg på en 25-årig mand.

Det oplyser anklager Mariam Khalil.

Drabsforsøget skete natten til 13. november, da bevæbnede gerningsmænd trængte ind i en lejlighed på Østre Ringvej i Næstved. De ramte både den 25-årige mand og en hund. Manden overlevede, men hunden døde.

Polititeknikkere arbejder ved gerningsstedet i Næstved. Foto: Per Rasmussen 112 - 14. nov. 2017 - kl. 09:45 Voldsomt drama: Mand og hund blev skudt

Fem blev efterfølgende anholdt, men kun tre blev krævet fængslet ved grundlovsforhøret i Retten i Næstved.

Det ene bandemedlem, en 26-årig mand, er sigtet for at have været en af to mænd, som trængte ind i lejligheden og skød. Den anden gerningsmand er på fri fod.

Det andet bandemedlem, der blev fremstillet onsdag, er en 33-årig mand. Han sigtes for at have tilskyndet til drabsforsøget, men han skal ikke have opholdt sig i lejligheden.

Polititeknikkere arbejdede ved gerningsstedet i Næstved. Foto: Per Rasmussen
Polititeknikkere arbejdede ved gerningsstedet i Næstved. Foto: Per Rasmussen
 

Foto: Per Rasmussen 112 - 13. nov. 2017 - kl. 09:51 Ramt af flere skud i sin lejlighed: Ung mand i kritisk tilstand

Kvinden var heller ikke til stede i lejligheden, men ifølge politiet var det hende, som skaffede våben.

Alle tre fængslede nægtede sig ved grundlovsforhøret skyldige, oplyser Mariam Khalil. De to mænd ville ikke afgive forklaring, mens kvinden gerne ville udtale sig.

Anklageren kan dog ikke fortælle, hvad hun har forklaret, da det foregik bag lukkede døre.

De to Bandidos-medlemmer vil tænke over, om de vil kære afgørelsen om fængsling.