Bander bruger veksel-bureauer til hvidvask af hash-millioner

Ny straffesag mod veksel-bureau om hvidvask af godt 30 millioner kriminelle kroner, og indehaver af endnu et veksel-bureau anholdt

I hjulkassen på en 66-årig kvindes bil lå syv millioner kr. i euro-sedler, da politiet stoppede hende. Nu sigtes en 53-årig indehaver af et veksel-burau for at have vekslet penge for 'Moneymaker-banden'. (politifoto)
I hjulkassen på en 66-årig kvindes bil lå syv millioner kr. i euro-sedler, da politiet stoppede hende. Nu sigtes en 53-årig indehaver af et veksel-burau for at have vekslet penge for 'Moneymaker-banden'. (politifoto)

Flere store hash-sager har sat politiets fokus på små veksel-kontorer i København, der ser stort på, hvor pengene kommer fra, når kunderne veksler enorme bundter af danske kontanter til udenlandsk valuta, især euro.

Veksel-kontorer hjælper med at hvidvaske kriminelle udbytter for adskillige millioner kr. hvert år, mener politiet.

Den 26. januar blev en 33-årig direktør og hans 66-årige far hver idømt seks års fængsel for hvidvask af 184 millioner kr. i vekselbureauet Uni Travel & Exchange og anpartsselskabet fik en bøde på 92 millioner kr.

Nu er Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet, SØIK eller i daglig tale bagmandspolitiet, klar med en ny sag mod to direktører for et veksel-bureau, der ifølge tiltalen har kørt samlet 30,8 millioner kr. igennem 'vaskemaskinen'.

Penge fra 'strafbare lovovertrædelser' blev vekslet til 500 og 200 euro-sedler, lyder tiltalen mod direktørerne på 54 og 47 år, der er tiltalt for forsøg på groft hæleri og overtrædelser af hvidvask-loven.

De kræves idømt en længere fængselsstraf og anpartsselskabet bag veksel-bureauet kræves, som i tilfældet med Uni Travel, idømt en stor bøde.

Bagmandspolitiet kræver også, at direktørerne frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed og til at foretage valutaveksling.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Se også: Nordea solgte valuta for trekvart milliard kr. til central for hvidvask

Det var igen en hash-efterforskning, der satte politiet på sporet af, at veksel-bureauet blev brugt til hvidvask. Anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, omfatter en række forhold, hvor der tilsammen er sket vekslinger for mindst 30.884.370 kr.

I det ene forhold har veksel-bureauet, ifølge tiltalen, vekslet for mindst 21,2 millioner kr. til 500 euro-sedler for flere uidentificerede kunder. I et andet forhold er der sket omvekslinger til 500 og 200 euro-sedler for mindst 6,7 millioner kr. for uidentificerede kunder.

Fast kunde vekslede store beløb
Desuden er der vekslet godt 2,9 millioner kr. ved 11 konkrete transaktioner navngivne kunder. Den ene kunde fik sammen med en uidentificeret person over tre gange vekslet mindst 471.650 kr., mens en anden kunde 10 gange fik 'vasket' store kontante beløb på hver flere hundrede tusinde kroner.

Den 54-årige indehaver af veksel-bureauet har siddet varetægtsfængslet siden maj sidste år. Sagen har hele tiden kørt for lukkede døre. Retssagen starter den 4. marts og kører over 13 retsdage med forventet dom i juni.

Københavns politi slog den 2. februar til mod endnu et veksel-bureau, der mistænkes for hvidvask i den såkaldte 'Moneymaker' sag, hvor fire personer i byretten fik straffe på tilsammen 28 år og seks måneders fængsel. Godt 108 millioner kr. blev vekslet og ført ud af Danmark efter salg af cirka fire tons hash.

Se også: Hash-bande smuglede 108 mio. kr. ud af Danmark: Fire idømt 28 års fængsel

Under efterforskningen så politiet, hvordan bundter af kontanter blev vekslet til 500 euro-sedler i et bestemt vekselbureau, og derfor anholdt politiet i tirsdags den 53-årige indehaver og sigtede ham for hæleri og hvidvask.

Politiet valgte dog at løslade ham efter, at veksel-bureauet og hans bopæl var ransaget.

- Han er løsladt, men vi fortsætter efterforskningen i samarbejde med SØIK, siger Steffen Th. Steffensen, afdelingen for Organiseret Kriminalitet.

Uni Travel & Exchange er dømt for hvidvask af 184 millioner kr. Det var Nordea, der leverede de mange euro, som Uni Travel forbrugte. (Foto: Linda Johansen) Plus Sådan blev kriminelles million-formuer vasket hvide

Hos bagmandspolitiet mener chefanklager Steen Bechmann Jacobsen, at veksel-kontorer udgør et alvorligt problem, når de deltager i hvidvask af kriminelle udbytter.

Et svagt led i kæden
- Vi vurderer, at veksel-kontorerne er et svagt led i kæden, når det gælder om at hindre hvidvask, siger chefanklageren til Ritzau.

Mens bankerne sender tusindvis af indberetninger om mistænkelige transaktioner hvert år, får Hvidvask-sekretariatet hos bagmandspolitiet kun få hundrede fra veksel-kontorerne.

- Vi kan se, at en række veksel-kontorer ikke indsender indberetninger om hvidvask i det omfang, de burde. Og i nogle tilfælde mener vi altså også at kunne konstatere, at der er sket hæleri i et meget voldsomt omfang, siger Steen Behmann Jacobsen til Ritzau.

1 af 4 Bagmændene forlanger betaling i 500 euro-sedler, som er meget nemmere at håndtere end danske kroner. (politifoto)
2 af 4 Veksel-bureauer deltager i hvidvask af kriminelle penge. Det er et alvorligt problem, mener bagmandspolitiet.
3 af 4 Europæiske bagmænd vil have euro og ikke danske kroner. Derfor er de københavnske hashhandlere tvunget til at veksle omsætningen til euro. (Polfoto)
4 af 4 I hjulkassen på en 66-årig kvindes bil lå syv millioner kr. i euro-sedler, da politiet stoppede hende. Nu sigtes en 53-årig indehaver af et veksel-burau for at have vekslet penge for 'Moneymaker-banden'. (politifoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere