Bandidos-rocker sigtet for pirat-salg af design-møbler

Bagmandspolitiet kører sag mod tre mænd bag engelsk firma, der solgte kopierede design-møbler til danskere

Kopier af møbel-klassikere som Ægget og Svanen blev solgt og leveret til danske kunder. Nu skal de sigtede bagmænd for retten. Den ene er Bandidos-rocker. ( PIOTR & CO /POLFOTO)
Kopier af møbel-klassikere som Ægget og Svanen blev solgt og leveret til danske kunder. Nu skal de sigtede bagmænd for retten. Den ene er Bandidos-rocker. ( PIOTR & CO /POLFOTO)

En Bandidos-rocker er den ene af de tre sigtede, som bagmandspolitiet nu kræver idømt fængsel for organiseret salg af kopi-møbler af danske design-klassikere som 'Ægget' og 'Svanen'.

De tre sigtede ejede og drev to engelske firmaer, der importerede i hundredvis af kopi-møbler, formentlig fra Kina, til et lager i Flensborg.

Herfra blev de solgt til danske kunder via hjemmesiden www.invertu.com og kopi-møblerne blev, ifølge sigtelsen, markedsført og leveret direkte til de danske kunder.

Sagen mod de tre tiltalte ventes at køre som en tilståelsessag i Københavns Byret tirsdag.

På to lagre står ikke færre end 686 kopi-møbler og venter på at blive destrueret, når dommen er endelig.

De 686 møbler kræves konfiskeret under retssagen sammen med domænenavnet www.invertu.com.

Møbel-lager beslaglagt i Flensborg
Møblerne blev beslaglagt af politiet i Flensborg den 8. april sidste år, hvor virksomheden blev lukket under en aktion planlagt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Politiet havde blandt andet brugt aflytninger under efterforskningen.

På trustpilot.com havde firmaet invertu.com ikke noget godt ry. En række kunder berettede om, at de havde bestilt og betalt møbler og PH-lamper, men aldrig fik dem leveret.

Ifølge sigtelsen nåede de tre sigtede, hvoraf to var direktører og ejere, mens den tredje stod for økonomien i det engelske selskab bag hjemmesiden, at sælge 442 kopi-møbler gennem en periode fra april 2011 og til den 8. april 2014, hvor politiet slog til.

Statsadvokaten mener, at der er tale om ophavsretskrænkelse af særlig grov karakter efter straffelovens § 299b, der kan straffes med op til seks års fængsel.

- Hjemmesiden rettede sin markedsføring mod Danmark gennem sprog, dansk support-telefonnummer, tilbud om levering her i landet og prisangivelser bl.a. i dansk møntfod, lyder det i retsmødebegæringen i sagen.

De kopierede møbler er foruden 'Ægget' og 'Svanen' også Poul Kjærholms stole 'PK 22', Wegners Y-stol og mange PH-lamper.

Milliard-industri
Pirat-kopiering af alt fra møbler til medicin, ure, tøj, parfumer, kosmetik og reservedele er en kriminel milliard-industri, hvor fortjenesten nærmest er på højde med narkotika og straffen meget lavere.

Pirat-kopiering finansierer også andre former for kriminalitet - herunder terrorisme.

Ifølge Europols rapport 2015 om pirat-kopiering, kommer fortsat over to-tredjedele af kopi-varerne til EU fra Kina. Ifølge Europol tjener Europas cirka 3600 kriminelle grupperinger kolossale summer på salg af pirat-kopier.

Under retssagen vil der blive nedlagt erstatningskrav fra rettighedshaverne til de kopierede møbler. Det er eksempelvis Frits Hansen A/S, Louis Poulsen Lighting A/S, Carl Hansen & Søn A/S og Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S.

Statsadvokaten kræver også de tre sigtede dømt til at betale godt 225.000 kr. for opbevaringen af de 686 beslaglagte møbler og 65.000 kr. i forventede omkostninger til destruktion af kopi-møblerne.

I Danmark er brugskunst beskyttet mod kopiering i 70 år efter designerens død. England har meget lempeligere regler, og derfor kan kopier af danske møbel-klassikere sælges lovligt i England, også til danske kunder.

Men kopi-møbler købt i England risikerer stadig at blive konfiskeret ved forsendelsen til Danmark, og senioranklager Dorte Frandsen, SØIK, forklarer, at når markedsføringen af kopi-møbler rettes direkte mod det danske marked og med levering til danske adresser, så er det ulovligt.

- Der er mange penge at tjene på pirat-kopiering, men det har store konsekvenser for virksomhederne og samfundet, blandt andet i form af tabte arbejdspladser, siger Dorte Frandsen til Ekstra Bladet.