Bandidos-rocker tiltalt i narkosag

Ni mænd anklaget i stor nordsjællandsk narkosag

Et medlem af Bandidos er tiltalt i en større narkosag i Nordsjælland.
Et medlem af Bandidos er tiltalt i en større narkosag i Nordsjælland.

Ni mænd er tirsdag på anklagebænken i Retten i Helsingør tiltalt for narkohandel i en sag, der af politiet har fået kaldenavnet "Hajen".

Anklagen drejer sig om handel og videresalg af mere end 700 kilo hash samt næsten fire kilo kokain.

De ni mænd erkender sig delvist skyldige i de i alt 18 forhold.

Politiet er mødt talstærkt op i retten, hvor også venner og familie til de tiltalte er solidt repræsenteret.

I et af forholdene nægter samtlige tiltalte, at 1,3 kilo kokain blev hentet og af ukendte veje smuglet fra Amsterdam til en adresse i Græsted.

Tre ud af fire tiltalte erkender derimod delvist at have indsmuglet, opbevaret og videresolgt 650 kilo hash.

En af de ni tiltalte har ifølge politiets specialgruppe Task Force Øst, der har efterforsket sagen, tilknytning til rockergruppen Bandidos.

I anklagemyndighedens bevisførelse bliver der i retten blandt andet vist videoklip og sms-korrespondancer mellem de tiltalte, som politiet kom i besiddelse af i efterforskningen.

I materialet fremgår det, at de tiltalte aftalte og arrangerede opbevaring og flytning af narkotika.

I en anden sag er rockerens hustru i øjeblikket sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, som angiveligt har forbindelse til mandens sag.

Senere i sagen skal en række politifolk vidne, og det kommer til at foregå for lukkede døre, da retsformand Ida-Louise Apostoli fremhæver, at politifolkenes arbejde fremover kan lide skade, hvis vidneforklaringerne foregår offentligt.

Anholdelserne i sagen er hovedsageligt foregået i Nordsjælland, og politiet mener, at der har været tale om velorganiseret handel med hash.

Den første runde anholdelser fandt sted i april 2014, hvor seks af mændene blev anholdt, mens de sidste tre fik besøg af politiet i juni sidste år.

Retten skal bruge yderligere 28 dage på sagen.

Se også: Sandberg raser over ny rockerbog: Stikkersvin!

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere