Bank anmeldt til politiet: To ledende medarbejdere bortvist

Københavns Andelskasse er anmeldt til politiet, mens to ledende medarbejdere er bortvist

Få hele sagen kort her

Københavns Andelskasse har opdaget 'alvorlige uregelmæssigheder' i andelskassen, hvilket nu har fået dem til at bede Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet efterforske sagen.

Samtidig er to ledende medarbejdere bortvist.

'Københavns Andelskasses bestyrelse har besluttet at bede politiet om at indlede efterforskning af en række uregelmæssigheder, som er konstateret, blandt andet i relation til hvidvask og økonomiske dispositioner i strid med andelskassens interesser. Samtidig er to af andelskassens ledende medarbejdere blevet bortvist', står der i en pressemeddelelse, som er udsendt torsdag af bestyrelsesformand Morten Schwartz Nielsen og bestyrelsesmedlem Lars Bytoft.

Overtrådte stort set alle retningslinjer
De skriver videre:

'Det er konstateret, at den tidligere ledelse har overtrådt stor set alle andelskassens egne politiker og retningslinjer, ligesom ledelsen bevidst har ignoreret Finanstilsynet og de givne påbud. Dette har - efter den nuværende bestyrelses vurdering - medført både væsentlige økonomiske tab for andelskassen, ligesom det vurderes som værende overvejende sandsynligt, at ledelsen indirekte har medvirket til, at det har været muligt at bruge andelskassen til hvidvask. På samme måde har andelskassens omdømme lidt væsentlig skade. Dette er baggrunden for vores tiltag og vi ser frem til at kunne hjælpe politiet bedst muligt i deres efterforskning ligesom vi internt er ved at lægge opgøre vores kommende erstatningskrav mod den tidligere ledelse.'

Finanstilsynet var i juni i år på inspektion i andelskassen.

'Finanstilsynet har på baggrund af materiale indkaldt i forbindelse med inspektionen samt andelskassens oplysninger på inspektionen vurderet, at andelskassen groft har overtrådt flere bestemmelser i hvidvaskloven', lyder det i en pressemeddelelse udsendt af tilsynet. De skriver videre:

'Det er Finanstilsynets erfaring, at sådanne forretninger er forbundet med en høj risiko for hvidvask og terrorfinansiering'.

Har kunnet bruges til hvidvask
Bestyrelsesformand Morten Shcwartz Nielsen skriver i pressemeddelelsen, at den tidligere ledelse har:

'Overtrådt stort set alle andelskassens egne politiker og retningslinjer, ligesom ledelsen bevidst har ignoreret Finanstilsynet og de givne påbud'.

Det har angiveligt betydet, at banken har lidt store økonomiske tab. Det kan derudover have været med til at andelskassen har kunnet bruges til hvidvask, lyder det.

Derudover har Andelskassen ifølge Finanstilsynet ikke sikret et godt nok kendskab til kunderne, lige som den heller ikke har holdt godt nok øje med usædvanlige og komplekse transaktioner.

På den baggrund vurderer tilsynet, at Københavns Andelskasse ikke i tilstrækkeligt omfang forebygger og begrænser risikoen for, at den kan anvendes til hvidvask eller terrorfinansiering.

Ekstra Bladet arbejder på en uddybende kommentar fra banken.

Fakta: Har tidligere haft problemer

Det er ikke første gang, at Københavns Andelskasse er i problemer.

Her er et udvalg af tidligere sager.

- Finanstilsynet vurderede efter en inspektion i Københavns Andelskasse i foråret 2017, at andelskassens forretningsmodel var uholdbar, da den i for høj grad var baseret på udlån af ringe kvalitet til en snæver personkreds omkring ejerne af andelskassen.

Samtidig vurderede Finanstilsynet, at det var betydelig uro omkring ledelsen. Ifølge Finance Watch havde andelskassen haft 17 lederskift på fire år. 

- Finanstilsynet påbød i december 2013 Københavns Andelskasse at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014. Samtidig skulle andelskassen udarbejde en redegørelse for dens økonomiske stilling og fremtidsudsigter.

Påbuddet kom, efter at Finanstilsynet vurderede, at der var risiko for, at andelskassen inden for en overskuelig tid ikke ville kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor ville miste sin tilladelse.

- Københavns Andelskasse fik i 2008 en påtale for at have overtrådt bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Det skete, efter at Finanstilsynet afgjorde, at det var vildledning, da Københavns Andelskasse reklamerede for en pensionsopsparing med risikofri investering.

Kilder: Finanstilsynet, FinansWatch, Ritzau.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere