Bank lavede hvidvask-indberetning om Brittas datter i 2016

Nordea reagerede i 2016 på stor kontant-indsættelse. Det var to år før, Britta Nielsens svindel blev opdaget

Britta Nielsens døtre, 33-årige Samina Hayat og 36-årige Jamilla Hayat, og hendes 40-årige søn er tiltalt for groft hæleri for samlet cirka 51 millioner kroner. Pengene stammede ifølge anklagemyndigheden fra morens svindel. (Arkivfoto) Foto: Discovery Networks Danmark/''brit/Ritzau Scanpix
Britta Nielsens døtre, 33-årige Samina Hayat og 36-årige Jamilla Hayat, og hendes 40-årige søn er tiltalt for groft hæleri for samlet cirka 51 millioner kroner. Pengene stammede ifølge anklagemyndigheden fra morens svindel. (Arkivfoto) Foto: Discovery Networks Danmark/''brit/Ritzau Scanpix

To år før Britta Nielsens svindel i Socialstyrelsen blev opdaget, lavede Nordea en hvidvask-indberetning om datteren Jamilla Hayat.

I september 2015 indsatte hun 120.000 kroner i kontanter på sin konto, og det fik Nordeas systemer til at reagere. Derfor blev der lavet en hvidvask-indberetning af datteren i august 2016.

Det fortæller en Nordea-medarbejder i Retten i Glostrup lørdag, hvor sagen mod Britta Nielsens tre børn fortsætter.

- Vores systemer er sat op til at se, at det her er anderledes, end vores kunder plejer at agere, siger den kvindelige medarbejder.

Video: Tariq Mikkel Khan, Mogens Flindt, Torbjörn Selander, Ridehesten, Kanal 5/Discovery Networks Danmark. Redigering: Signe Skov

Hun kan ikke selv huske at have haft kontakt med Jamilla Hayat om indsættelsen 120.000 kroner, men hun kan i et notat se, at hun talte med hende og noterede ned, hvad hun sagde.

- Jeg har noteret, at midlerne stammer fra kontanter, hun har haft opbevaret i en bankboks, fordi hun har været nervøs for, at de stod på kontoen, siger medarbejderen.

Desuden fortalte Jamilla Hayat, at halvdelen af beløbet - 60.000 kroner - var lån fra moren til bilkøb. Det er der ingen dokumentation for, står der videre i medarbejderens notat.

Efter samtalen sendte Nordea-medarbejderen sagen videre i systemet. Hun ved ikke, hvad der videre skete, eller om man valgte at undersøge moren, Britta Nielsen.

Medarbejderen fra Nordea er først blevet afhørt af SØIK, Bagmandspolitiet, 10. juni i år.

Hvidvask-indberetningen i banken blev lavet, to år før Britta Nielsens svindel i efteråret 2018 blev opdaget.

36-årige Jamilla Hayat er ligesom sine to søskende tiltalt for groft hæleri ved at have fået del i nogle af de 117 millioner kroner, som moren Britta Nielsen svindlede sig til i Socialstyrelsen.

I alt er børnene tiltalt for cirka 51 millioner kroner - heraf er Jamilla Hayat tiltalt for knap 3,5 millioner kroner. Anklagemyndigheden mener, at børnene vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra kriminalitet.

De tre børn nægter sig skyldige.