Bankede hovedet ind i bro: Gymnasiepige indlagt efter broulykke i åben bus

To gymnasieelever bankede sent fredag deres hoveder ind i bro, da de kørte med åben festbus. Den ene ligger på hospitalet, mens den anden har det godt efter omstændighederne

Arkivfoto (Foto: Mogens Flindt)
Arkivfoto (Foto: Mogens Flindt)

Ved du noget? Er du ejer af busselskabet eller ved du, hvilket firma der blev benyttet? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

Fredag aften skulle op mod 100 gymnasieelever til fest på Cubana Club i Nordsjælland, men turen endte brat, da den åbne bus, der var lejet til lejligheden kørte under en bro.

Her bankede to af gymnasieeleverne nemlig hovedet mod vejbroen.

Slemt tilskade

I forbindelse med festen er der oprettet en Facebookgruppe. Kort efter klokken 23 fredag aften blev der her skrevet:

’Der kommer ikke busser fordi bussen er kørt galt med VG (Virum Gymnasium) og der er muligvis flere som er kommet slemt til skade ... Vi er meget ked af det.’

Uden for livsfare

Ekstra Bladet har været i kontakt med familien til den ene kvæstede, som er en ung kvinde fra Virum. Hun blev kvæstet i hovedet af ulykken. Familien, som sent lørdag aften opholdt sig på hospitalet fortæller, at hun er uden for livsfare, men derudover ønsker de ikke at tale med pressen.

Ekstra Bladet har også været i kontakt med den anden, som blev ramt, da bussen kørte under broen. Det er ung mand fra Virum. Han fortæller, at han har det godt efter omstændighederne.

Bekymrede elever

Rektor på Virum Gymnasium Mette Kynemund fortæller, at arrangementet ikke har haft noget med gymnasiet at gøre.

- Jeg har koncentreret mig om, hvor alvorligt det er og berolige de af vores elever, som er vældig bekymrede. Det andet tænker jeg, at andre kærer sig om, siger hun.

- Det, der er vigtigt for eleverne på skolen at vide, er, at der ikke er nogen, som er i en kritisk tilstand, og at det går så godt, som det kan. Mandag tager jeg kontakt til de elever, der var med på turen, siger Mette Kynemund.

Ambulancer og politi

Ulykken skete kort før klokken 22:37, hvor politiet modtog en anmeldelse om trafikuheldet, og der blev sendt patruljevogne og ambulancer til stedet.

- De skal til fest på en klub, og på vejen kører bussen under en bro ved Skovbrynet. To personer har hovedet oppe, og de rammer broen, siger Søren Bjørnestad, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Da politiet ankom til stedet, blev der optaget anmeldelse, ligesom der var rekvireret ambulancer:

Chauføren stak af

- Indtil videre er det lavet som en færdelsuheldssag. Først undersøger man forholdet, og efterfølgende finder man ud af, hvilke overtrædelser, der er, siger Søren Bjørnestad.

Flere har kontaktet Ekstra Bladet og fortalt, at buschaufføren i første omgang stak af fra ulykken. Politiet oplyser imidlertid, at han var til stede, da de ankom til ulykkesstedet.

Ved du noget? Er du ejer af busselskabet eller ved du, hvilket firma der blev benyttet? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)