Bankrøveri: Søger mand med meget fynsk dialekt

En bankrøver med en angiveligt stærk fynsk dialekt er løs i det vestlige Odense, hvor politiet er massivt tilstede.

Nordea på Vestre Stationsvej i Odense fik klokken 15.48 fredag besøg af en bankrøver. Manden var klædt i en sort Kappa-hættetrøje og gemte ansigtet bag en sort/hvid styrthjelm.

Røveren slap af sted med, hvad Fyns Politi beskriver som et 'mindre pengebeløb'. Ingen kom til skade, men personalet er 'dybt berørt', forklarer Henrik Krøjgaard, vagtchef i Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Han truede personalet med en pistollignende genstand. Om det er en ægte, er vi ikke sikre på, for det er svært at tyde ud fra videobilleder, men den har lignet nok til, at personalet troede på det.

Bankrøveriet foregik over meget kort tid, og politiet søger fortsat efter manden, som stak af på en sort knallert i vestgående retning fra gerningsstedet i det vestlige Odense.

- Jeg tror, vi snakker minutter, at han har været derinde. Vi har selv haft en responstid på tre minutter, så vi var relativt hurtigt fremme.

Samtidig har man delt en række billeder af gerningsmanden, der altså blev beskrevet af bankpersonalet som havende en meget tyk fynsk dialekt.