Barnemorder i retten: Jeg arbejder på at komme ud

41-årige CJ beskylder en anden anbragt på sikret anstalt for at have fyldt hans computer med børneporno. - Jeg arbejder på at komme ud, så den slags holder man sig væk fra, siger han

Kofoedsminde huser blandt andre farlige forvaringsdømte. (Arkivfoto: Thomas Lekfeldt)
Kofoedsminde huser blandt andre farlige forvaringsdømte. (Arkivfoto: Thomas Lekfeldt)

Den fire-årige Vanessas drabsmand nægter sig skyldig i at have downloadet børnepornografiske fotos og videoer og at have delt en del af materialet med en anden pædofil, der er anbragt på Kofoedsminde, hvor han selv bor.

Det forklarede han selv under sagen ved retten i Nykøbing Falster torsdag formiddag.

Den 41-årige drabsmand CJ, som har været anbragt på stedet siden drabet i 2001, blev afhørt i en time i retten, og her påstod han, at det er en af de andre beboere på Kofoedsminde, som må have fyldt hans computer, harddisk og USB-penne med tusindvis af børnepornografiske billeder.

- Jeg har ikke været inde på de sider. Jeg er tillidsmand for beboerne på Kofoedsminde. Jeg arbejder på at komme ud. Så det holder man sig fra det dér. Jeg har på et tidspunkt haft lånt min computer ud. Og så har den været stjålet, hævdede han i retten.

Anklager Kirstine Thorndahl vil have CJ  dømt for tre gange at være blevet opdaget i at have børneporno, som han forsøgte at videregive til andre personer. Desuden er det anklagemyndighedens opfattelse, at det var CJ’s samling af børneporno, som politiet fandt i 2013 under en ransagning på hans værelse på Kofoedsminde, hvor der blev beslaglagt to bærbare computere, en harddisk og en USB-pen.

Kun fotos af søsters bryllup

- Men det er ikke mine billeder. Jeg havde alene billeder af min søsters bryllup og min nieces opvækst, lød det fra manden, som sagde i retten, at han ikke selv har haft computer og internetadgang siden sommeren 2013.

Den ene af de i alt to mænd, der skulle have modtaget materialet, var en midaldrende svært retarderet mand fra Fakse. Han blev ledsaget ind i retten af sin mor og en pædagog og skulle ifølge politiets efterforskning være stødt på CJ på facebook, hvor CJ siden af sig selv valgte at sende en mail med børneporno til manden.

Vidnet nåede aldrig at forklare sig. Han valgte efter anbefaling fra dommer Karsten Tougaard at undlade at udtale sig for at undgå, at han kom til at kriminalisere sig selv.

Heller ikke det andet vidne ville udtale sig. Det var endnu en person, der er anbragt på Kofoedsminde. Den mand er beskyttet af navneforbud. Han skulle ifølge anklageskriftet have taget imod børneporno fra CJ.

- Det vidne er endnu ikke sigtet for besiddelse af børneporno, sagde Kirstine Thorndahl efterfølgende til Ekstra Bladet.

CJ beskæftiger sig på Kofoedsminde med landbrug og smedearbejde. Han bor i et fællesskab med andre forvaringsdømte pædofilforbrydere. En teamleder vidnede og forklarede, at eftersom de anbragte ikke selv har valgt hvem, de skal bo sammen med, så bliver de indimellem uvenner.

- Jeg tror, det er ham, der har plantet det, sagde CJ om en af sine bofæller med henvisning til børnepornoen.

Sagen udsat

Dommeren valgte at udsætte sagen efter begæring fra anklagemyndigheden, som nu får en frist til at indkalde nye vidner, der kan kaste lys over, hvad der er foregået på Kofoedsminde.

Under alle omstændigheder er der lagt op til, at CJ kommer til at slippe billigt, når der på et tidspunkt falder dom. Som forvaringsanbragt kan han ikke idømmes en straf og kan alene se frem til ikke foreløbig at få sin computer og sin internetadgang tilbage.

Der er endnu ikke berammet et nyt retsmøde.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere