Barnepige forfalskede graviditet: Kidnappede 11 dage gammelt spædbarn

- Mange har kaldt det enhver forælders værste mareridt, og det var det for mig, fortæller den lille piges mor

Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.

Nadene Manukau-Togiavalu fra New Zealand kan se frem til at tilbringe de næste tre år bag tremmer.

Den 21-årige barnepige forfalskede sidste år en graviditet, hvor det lykkedes hende at lyve for sin familie og venner. Det skete blandt andet ved, at hun var iført en 'graviditetsuniform', så det lignede, at hun var gravid. Hendes familie og venner troede på, at hun var gravid, og de holdt endda et babyshower for hende, som hun senere delte billeder af på de sociale medier.

Hun hævdede efterfølgende, at barnet var blevet adopteret efter fødslen.

Derefter blev hun ansat hos en familie, der netop havde fået en datter, men efter kort tid kidnappede hun den bare 11 dage gamle pige.

Det skriver blandt andet The New Zealand Herald.

Med hjælp fra sin 18-årige kusine Sydnee Shaunna Taulapapa lagde Nadene Manukau-Togiavalu en plan for, hvordan de skulle kidnappe den lille pige.

Faren til pigen fortalte tirsdag i retten, at hans datter forsvandt en morgen i august sidste år, hvor Nadene Manukau-Togiavalu efter sigende skulle have råbt: 'Der har været et røveri! Der har været et røveri!'.

- Jeg vidste inderst inde, at noget var helt galt, og at Nadene ikke fortalte sandheden, sagde han i retten ifølge The New Zealand Herald.

'De værste timer'
Han kiggede derefter på optagelserne fra overvågningskameraet, hvor han så en kvinde, der gik ud af huset, mens hun bar pigen. Kvinden var Nadene Manukau-Togiavalu.

Politiet kom derefter på sporet af pigen, som blev fundet få timer senere.

- Det var de værste syv timer i mit liv. Mange har kaldt det enhver forælders værste mareridt, og det var det for mig, fortalte moren tirsdag i retten.

Forældreparret fortalte samtidig, at de stolede på Nadene Manukau-Togiavalu, som de havde fået anbefalet.

I et brev til forældreparret undskyldte Nadene Manukau-Togiavalu og understregede, at hun godt vidste, at det ikke var nok.

- At være spærret inde har været det bedste, der er sket for mig, stod der blandt andet i brevet ifølge The New Zealand Herald.

Kusinen Sydnee Shaunna Taulapapa blev i første omgang idømt 400 timers samfundstjeneste og skulle betale 2000 australske dollars, hvilket svarer til 9400 danske kroner, til pigens forældre. Dommen er dog efterfølgende blevet anket.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere