Beboer: Jeg så, døren var sparket ind

Ekstra Bladet har talt med flere beboere, der bor tæt på de adresser der blev ransagede i forbindelse med politiets antiterroraktion i dag

Politiet har onsdag eftermiddag gennemført en stor koordineret antiterroraktion med anholdelser og ransagninger på 20 forskellige adresser over hele landet.

Ekstra Bladet har talt med flere beboere i de berørte områder.

En af dem bor i en opgang på Sjælør Boulevard i København, hvor politiet onsdag eftermiddag ransagede en lejlighed.

- Jeg så pludselig fra mit vindue, at der var en masse politi, der gik rundt. Og da jeg skulle ud for at handle på et tidspunkt så jeg i opgangen 12-15 politibetjente heriblandt et par civile, som jeg formoder var fra PET, siger han.

- De havde lavet et hul i døren til en lejlighed, så de kunne komme igennem.

Ifølge beboeren, der ønsker at være anonym, var der mange forskellige politibiler foran opgangen. Han ved, at der bor en kvinde i lejligheden.

- Jeg kan sige, at der bor i en muslimsk kvinde, der går i heldækkende burkadragt. Hun taler flydende dansk.

Han ved ikke om kvinden fra lejligheden er blevet anholdt, men synes, at hele situationen er skræmmende.

- Alene det, at der måske har været tilstedeværelse af terrorister i min opgang, det gør at man bliver utryg.

Beboeren fortæller, at han første gang så politiet omkring kl. 15, og der var stadig masser af politi, da Ekstra Bladet talte med ham sidst på eftermiddagen onsdag.

Et andet sted, i Voldparken i Husum, så en beboer, at en dør i opgangen var blevet sparket ind, da han kom hjem fra arbejde.

- Jeg kunne næsten regne ud, at det havde noget med politiaktionerne i hele landet at gøre, siger han.

Han fortæller, at han flere gange har talt med kvinden, som bor i den ransagede lejlighed i Husum.

- Jeg har før talt med hende, når vi er stødt på hinanden. Men jeg kunne mærke, at hun var begyndt at ændre sig. Hun var ikke lige så interesseret i at tale med mig, som hun var førhen, siger han om kvinden, der bar en dragt, hvor kun øjnene var synlige.

For to år siden kom der pludselig to civilbetjente og spurgte ham, om han havde lagt mærke til kvindens gøren og laden.

- Jeg havde godt lagt mærke til, at hendes gardiner ofte var rullet for, men jeg har aldrig følt mig truet af hende, hun har altid været sød og meget velformuleret.

Også i Aalborg foretog politiet ransagninger. Agnethe Skjøtt Rissgaard bor i nærheden:

- Vi var meget uoplyste, og det var svært at finde ud af, hvad det var der foregik. Der holdt to civil biler og en politi varevogn, men der var ingen politifolk, man kunne spørge om, hvad der foregik, da de allesammen var inde i huset.

- Jeg må indrømme, jeg var lidt nervøs, for der havde før været et voldtægtsovergreb i samme bygning.

- Det tog ikke særlig lang tid. Det varede nok samlet en time, men jeg så ikke dem, der blev ført ud af bygningen.

Se eller gense politiets pressemøde her. Video: Ritzau Scanpix