Beboere flygtede ud på taget: Mand erkender brand

Skizofren mand forklarede ved grundlovsforhør, at han stak ild på lejlighed

En 46-årig mand har ved et grundlovsforhør ved Retten i Randers erkendt, at han lørdag aften stak ild på sin lejlighed, der ligger i en etageejendom i Korsgade i Grenaa.

Det skriver Randers Amtsavis, der fulgte retsmødet.

112 - 24. mar. 2019 - kl. 10:12 Brand formodes påsat: To måtte reddes fra tag

Ifølge det kronjydske medie er manden erklæret skizofren. Han hører stemmer. De taler mest om, at han skal begå selvmord, fortalte han i grundlovsforhøret.

- Jeg husker, at jeg var i byen med min ekskæreste, og jeg havde drukket, men hvordan jeg kom fra værtshuset og til lejligheden, hvor jeg pludselig stod med en dunk og strintede benzin i stuen, det husker jeg ikke. Jeg havde en lighter i brystlommen, for jeg ryger, og da jeg havde tændt ilden, gik jeg ud. Og ned mod Plantagen og stranden, forklarede manden.

- Jeg ville drukne mig selv. Men så lå jeg og rodede rundt i skovbunden og sov måske også lidt. Da jeg vågnede, så jeg lys i et af husene, bankede på og bad om, at de ringede efter politiet, sagde den 46-årige.

Da han fik muligheden for et sidste ord, inden dommeren traf sin afgørelse, sagde han:

- Jeg håber bare, at alle er okay, med henvisning til de to beboere i lejligheden ovenpå hans, der måtte flygte ud på taget i forbindelse med branden.

Ved grundlovsforhøret blev manden varetægtsfængslet i surrogat i foreløbigt fire uger, skriver Randers Amtsavis.