Bekræfter skyderi - politi massivt til stede

Politiet er til stede på Frederiksberg efter meldinger om skyderi

Politiet er rykket ud efter en anmeldelse om et skyderi. Video: Kenneth Meyer

Ved du noget om sagen? Så tip os på 1224@eb.dk, eller send en sms til 1224.

Københavns Politi er torsdag eftermiddag massivt til stede på Frederiksberg efter en anmeldelse om et skyderi.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder Torben Madsen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om skyderi, som vi er rykket ud til. Vi undersøger sagen, og mere kan jeg ikke sige lige nu, siger efterforskningslederen til Ekstra Bladet.

Det er endnu uvist, om nogen er ramt af skud.

Skyderiet skal have fundet sted ved Eversvej, oplyser politiet på Twitter.

'Vi er massivt til stede ved Eversvej på Frederiksberg efter en anmeldelse om et skyderi. Vi undersøger situationen og kan ikke sige mere i øjeblikket,' står der på Twitter.

Københavns Politi bekræfter siden på Twitter, at der har været et skyderi.

Klokken 15.25 fortæller efterforskningslederen på stedet, René Bro, at de foreløbige undersøgelser viser, at der er blevet affyret skud.

- Det jeg kan sige lige nu er, at vi får en anmeldelse om skyderi. Vi har konstateret, at der er blevet skudt, og vi undersøger det nærmere, siger René Bro til Ekstra Bladet.

Det er patronhylstre fundet på stedet, som viser, at der er blevet skudt. Politiet er ikke stødt på nogen, som skulle være blevet ramt.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at der i anden sals højde over for hjørnet af krydset Eversvej/Wilkensvej er tre skudhuller i et vindue. I bunden, i midten og i toppen af vinduet.

Der er spærret af i hele området. Og der er masser af politi.

- Så ligger der et enkelt patronhylster i en port under vinduet, der er blevet skudt på. Det er, hvad jeg kan se lige nu, siger Ekstra Bladets mand på stedet.

Der er klokken 15.44 ikke ankommet teknikere til hjørnet af Eversvej/Winkelsvej endnu.