Belgisk politi beslaglægger rekordstor mængde kokain

Kokainen blev fundet på et skib i byen Gent, som er blevet den største indfaldsvej for kokain til EU

Politiet i Belgien har i byen Gent beslaglagt næsten to ton kokain, som har en gadeværdi på 100 millioner euro - omkring 746 millioner kroner.

- Dette er den største mængde kokain, som vi nogensinde har beslaglagt i Gent, siger Patrik Willocx fra det belgiske politi.

Kokainen blev fundet på et skib fra Brasilien, som havde lagt til kaj i byen.

Belgien er den største indfaldsvej for kokain til Europa.

Ifølge EU blev der beslaglagt 30 ton kokain i Belgien i 2016. I alt blev der beslaglagt omkring 71 ton i hele EU-blokken.

Smuglere har tidligere hovedsageligt smuglet kokain ind i landet gennem havnebyen Antwerpen, men torsdagens beslaglæggelse tyder på, at Gent bør komme mere i myndighedernes søgelys.

Den Iberiske Halvø bliver i stor grad også brugt til at smugle kokain og andre stoffer til Europa. Enten direkte fra Latinamerika eller via Nord- og Vestafrika.

Politiet i Portugal optrevlede blandt andet en smuglerring tidligere på året, som transporterede kokain i frugt fra Panama til Portugal og Spanien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere