Beredskabet advarer: Hold hundene fra isen

- Hold jer inde på land. Og hav hundene i snor omkring søer, hvis man nu ikke kan kalde dem til sig. Isen er alt for usikker lige nu, siger operationschefen til Ekstra Bladet.

Her redder politiet hunden. Video: Hovedstadens Beredskab

Se videoen af dagens redning ved Utterslev Mose her over.

Hovedstadens beredskab måtte søndag morgen rykke ud, da en hundeejer magtesløst kunne se til, mens hans firbenede ven kæmpede for ikke at drukne i det iskolde vand.

En video af redningen af hunden, som var faldet gennem isen på Utterslev Mose, har hovedstadens beredskab lagt på twitter sammen med en opfordring til, at man lige nu er ekstra opmærksom på en rigtig usikker is-overflade på søerne i Danmark.  

- Vi har haft nogle styks af den slags redninger i løbet af de sidste to-tre uger. Det har været alt fra hunde til svaner, som er gået gennem isen, og så har vi haft nogle enkelte sager med personer, siger operationschef Michael Møller fra Hovedstadens Beredskab.

Ulykkerne sker, fordi folk stadig tror, at isen er sikker, fortæller operationschefen, som kraftigt råder alle til at holde sig fra isen.

- Hold jer inde på land. Og hav hundene i snor omkring søerne, hvis man nu ikke kan kalde dem til sig. Isen er alt for usikker lige nu, siger operationschefen til Ekstra Bladet.

Hvis uheldet skulle være ude, når man lufter sin hund, så understreger Michael Møller, at man skal ringe efter hjælp og ikke selv forsøge at redde hunden op.

Han opfordrer samtidig folk til at bruge 112-app'en, hvis man har en smartphone og skulle være så uheldig at befinde sig i en situation, hvor nogen er faldet gennem isen.

- Vi oplever, at når folk ringer, så har de svært at fortælle, hvor de er og på hvilken side, når de står ved en sø. Hvis de bruger app'en, så kan vi med ret stor nøjagtighed se hvor folk er, siger operationaschefen.

- Så tager det os et par sekunder at lokalisere folk i stedet for nogle minutter, og det kan være vigtig tid, siger Michael Møller, der oplyser, at App'en blandt andet var til stor hjælp, da en 7-årig dreng faldt igennem isen ved en sø i Brønshøj for nogle uger siden og hurtigt blev reddet op.

og dagens redningsaktion ved Utterslev Mose endte da også lykkeligt.

- Hunden kom fint på land. Den var våd og kold, men meget glad, da den blev genforenet med sin ejer, siger Michael Møller.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere