Berørt kollega til druknet milliardær: Sådan var han

Anders Jonas Brøns var ikke blot en succesfuld forretningsmand. Han var en person med store sociale kompetencer og menneskelige egenskaber, forklarer kollega

Anders Jonas Brøns var ifølge bestyrelsesformanden i Polar Seafood en dybt respekteret erhvervsmand. Foto: Leiff Josefsen
Anders Jonas Brøns var ifølge bestyrelsesformanden i Polar Seafood en dybt respekteret erhvervsmand. Foto: Leiff Josefsen

Stifter og medejer af Polar Seafood, Anders Jonas Brøns, er afgået ved døden, efter han blev fundet livløs i Aalborg Havn fredag.

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af et dokument, som bestyrelsesformanden i Polar Seafood, Henrik Leth, sendte ud til medarbejderne i koncernen efter fundet.

I dokumentet er der sat ord på, hvordan Anders Jonas Brøns var som menneske og forretningsmand.

- Det er ikke alene et chok og en menneskelig tragedie men er også et stort tab for os alle i Polar Seafood, hvor han om nogen var drivkraften og inspiratoren bag virksomhedens start og udvikling, skriver Henrik Leth i dokumentet og fortsætter:

- Her og nu går mine tanker først og fremmest til Anders’ samlever, børn og øvrige familie. Men også i hele vores organisation efterlader han sig et kolossalt tomrum.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bestyrelsesformand i Polar Seafood, Henrik Leth, er selvsagt berørt over tabet af Anders Jonas Brøns. Foto: Ritzau Scanpix
Bestyrelsesformand i Polar Seafood, Henrik Leth, er selvsagt berørt over tabet af Anders Jonas Brøns. Foto: Ritzau Scanpix

- Med sit stilfærdige og behagelige væsen var Anders ikke bare en dybt respekteret erhvervsmand men også en mand med store sociale kompetencer og menneskelige egenskaber. En personlighed, det er vanskeligt at forestille sig ikke længere er iblandt os.

- Når vi alle har sundet os over at have mistet vores samlingspunkt, ved jeg, at Anders - hvis han kunne - ville opfordre os hver især til at fortsætte vores indsats. Netop ved fortsat at lægge alle vores kræfter i at videreudvikle Anders Brøns’ livsværk yderligere kan vi bidrage til den bedste måde at ære ham på, skriver Henrik Leth afslutningsvis.

Central betydning
Polar Seafood er Grønlands største privatejede koncern. Der kan da heller ikke sættes spørgsmåltegn ved Anders Jonas Brøns betydning for det grønlandske erhvervsliv, mener direktøren for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen.

- Anders Brøns har været en stærkt drivkraft i moderniseringen af Grønland. En modernisering, som Anders Brøns skabte sammen med sine forretningspartnere og andre fremtidige fiskerifolk efter sammenbruddet i Grønlands økonomi i slutningen af 1980'erne.

- Anders Brøns stod centralt i en forretningssucces, som kom til at betyde, at Grønland i dag er et meget rigere land på grund af en effektiv og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, fortæller Brian Buus Pedersen til Ekstra Bladet.

Afviser selvmord
Liget af den 68-årige Anders Jonas Brøns blev fundet ud for et restaurantskib på Vestre Havnepromenade i Aalborg Havn. Forinden deltog han i en middag på skibet.

Der blev ydet førstehjælp, men hans liv stod ikke til at redde. Intet tyder på, at der er tale om en forbrydelse.

- Det har vi ikke hørt noget om. Jeg er bestemt også sikker på, at det ikke er selvmord. Det er en ren ulykke. Jeg ved, at han havde aftaler med folk fredag aften, fortæller Henrik Leth til Ekstra Bladet.

Succesfuld forretningsmand
I september 2016 kom Anders Jonas Brøns på Berlingskes opgørelse over Danmarks rigeste.

- Vi har været både dygtige - men også heldige - og fået ansat nogle gode folk på vores kontorer i Grønland og Danmark. Og så har vi koncentreret os om forretning i fisk, sagde Anders Jonas Brøns dengang til business.dk.

Anders Jonas Brøns stammer fra bygden Arsuk i Sydgrønland, hvor forældrene drev en købmandsbutik.

Sammen med Hans Pavia Egede skabte han i 1984 Polar Seafood. Hans Pavia Egede trådte senere ud af virksomheden og parløbet har siden været delt med Jens Salling, der købte sig ind i selskabet.

Polar Seafood ejer adskillige fiskefabrikker, fabrikstrawlere og fiskeskibe og har en milliardstor omsætning og eksport.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen