Berygtet bande-boss fængslet

Den tidligere leder af indvandrerbanden Black Army, er torsdag blevet fængslet i en større narkosag

Her trykker Løkke bandelederens hånd - på daværende tidspunkt uvidende om, hvem han var. Foto: Charlotte Flyvbjerg, DR Fyn
Her trykker Løkke bandelederens hånd - på daværende tidspunkt uvidende om, hvem han var. Foto: Charlotte Flyvbjerg, DR Fyn

Den tidligere leder af banden Black Army, Mohammed Daabas, er ifølge Fyens.dk torsdag formiddag blevet anholdt og efterfølgende fængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Odense.

Mohammed Daabas er sigtet for over en periode fra februar 2018 til januar i år samt et enkelt tidspunkt tilbage i 2015 at have overdraget 1,8 kilo heroin til en unavngiven person.

Overdragelserne skulle være sket over flere gange, og heroinen skulle efterfølgende være blev solgt i eller omkring Odense.

Det er sparsomt med yderligere oplysninger i sagen, da dommeren valgte at lukke dørene på grund af den fortsatte efterforskning i sagen.

Før dørlukningen nåede Fyens.dk dog at få oplyst, at Mohammed Daabas nægter sig skyldig.

Landskendt med Løkke
Mohammed Daabas blev landskendt i de danske medier, da han for rullende kameraer bød statsminister Lars Løkke Rasmussen velkommen til Vollsmose i januar 2017 med ordene:

- Goddag. Du taler med Mohammed Daabas. Du er velkommen her i Vollsmose.

 

Statsministeren var i den odenseanske bydel for at se på nogle af de problemer, som den kriminelle bande skaber i den udskældte bydel.

Før besøget havde Lars Løkke Rasmussen bebudet, at han ville sætte en stopper for 'hensynsløse kriminelle' i Vollsmose.

Statsministeren var da også utilfreds med, at bandelederen ikke havde givet sig til kende, da de trykkede hånd.

Daabas-familien

Daabas-familien er en palæstinensisk familie, der kom til Danmark i 1986. Familien tæller 100 medlemmer, og det er øjensynligt i en gren af familien, at der er en del kriminelle familiemedlemmer.

Forløberen til Black Army 'Black Ghost' blev stiftet i 2013 af den nu udviste Vollsmose-gangster Fez Fez, der er gift ind i Daabas-familien og har otte børn.

Da Fez Fez røg i fængsel, overgik ledelsen af Black Army til et medlem af Mansoor-familien, en mand ved navn Racan Mansoor.

I 2014 røg han i fængsel for grov vold, og herefter overtog et medlem af Daabas-familien - Wassim Daabas - posten som bandepræsident.

Da han i december 2016 blev varetægtsfængslet, overtog hans bror, Mohammed Daabas, lederrollen. Wassim Daabas fik siden cheftitlen tilbage i den berygtede bande, som han opløste sidste år.

Deltog i exitprogram
Mohammed Daabas er gentagne gange dømt for kriminalitet.

Så sent som i januar 2018 blev han idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have beordret og deltaget i udførelsen af et voldeligt overfald på 31-årig mand på en tankstation i Odense.

Her blev den 31-årige overfaldet med flere slag og spark.

I forbindelse med sagen bedyrede Mohammed Daabas, at han deltog i et exitprogram for tidligere bandemedlemmer. Samtidig fortalte han via sin advokat Mette Grith Stage, at han var flyttet væk fra Vollsmose.

Findes Mohammed Daabas skyldig i den nye sag om heroin risikerer han op til ti års fængsel.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Fyns Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere