Berygtet klanboss anholdt i spektakulær sag: Ville kidnappe rapstjernes familie

Overraskende afslutning på voldssag i Berlin, hvor familieoverhoved blev lagt i håndjern

Klanbossen Arafat Abou-Chaker (bagest) med et fast greb om rapperen 'Bushido', mens alting stadig var fryd og gammen. Foto: Toni Passig/Getty Images
Klanbossen Arafat Abou-Chaker (bagest) med et fast greb om rapperen 'Bushido', mens alting stadig var fryd og gammen. Foto: Toni Passig/Getty Images

Han sad allerede i retten, da han blev anholdt.

Så dramatisk gik det for sig, da 42-årig Arafat Abou Chaker i dag blev anholdt midt under sin egen retssag, hvor han var tiltalt for vold og trusler mod en vicevært.

Det skriver flere tysker medier, blandt andet Bild.

Avisen beskriver, hvordan Arafat Abou-Chaker forud for retsmødet havde været i godt humør og joket med sin bror, der også var mødt frem ved retssagen, der i øvrigt forløb uden svinkeærinder.

Dommen lød på ti måneders betinget fængsel til den 42-årige, der ikke er en hr. Hvem-som-helst.

I en årrække har tyske medier beskrevet, hvordan familieklaner med sydlandsk baggrund har tilkæmpet sig store andele af de kriminelle markeder. Flere af disse klaner har rødder i Libanon og/eller palæstinensiske rødder.

Det gælder også Abou-Chaker-klanen, der ifølge en række tyske medier er en af de mest indflydelsesrige af den slags klaner i Berlin-området. Klanen tæller 200-300 familiemedlemmer i Berlin.

Ikke alle er kriminelle - men dem, der er kriminelle, sættes i forbindelse med en særdeles bred vifte af kriminalitet. Narko, afpresning, røverier, tyverier, ulovlige skydevåben og prostitution blandt andet.

Overraskende afslutning
Tirsdagens retsmøde forløb som sagt uden de store overraskelser. Men det ændrede sig efter domsafsigelsen. Her blev presse og tilhørere gennet ud, mens Arafat Abou-Chaker blev holdt tilbage i retssalen.

Ude i gangen tog ti betjente opstilling samtidig med, at overstatsadvokat Petra Leister skyndte sig forbi og gik ind i retssalen bevæbnet med en stabel dokumenter.

Myndighederne havde simpelthen lagt et baghold for klanbossen, hvor de brugte retssagen som mulighed for at anholde den 42-årige i en sag af langt mere alvorlig karakter end simpel vold og trusler.

Han er nu mistænkt for flere grove forhold. Blandt andet for at have forsøgt at finde folk, der 'kunne gøre skade' på den tyske ballade-rapper 'Bushido' og dennes familie. Konkret drejer det sig om planlægning af kidnapning af rapperens kone og børn.

Rapperen 'Bushido' sammen med sin kone, Anna-Maria Ferchichi. Foto: Daniel Roland
Rapperen 'Bushido' sammen med sin kone, Anna-Maria Ferchichi. Foto: Daniel Roland

Rapperen hedder egentlig Anis Mohamed Youssef Ferchichi og har tunesisk far og tysk mor. Han er en stor stjerne i Tyskland og er dermed en ganske formuende mand.

Tidligere havde 'Bushido' og Arafat Abou-Chaker ellers været ganske tætte. Både venskabeligt og forretningsmæssigt, hvor Arafat Abou-Chaker havde en ledende stilling i 'Bushido's pladeselskab.

Die Welt skriver, at 'Bushido' endda havde givet klanbossen råderet over rapperens formue, og at klanbossen skulle have op til halvdelen af rapperens gedigne indtægter.

Venskabet sluttede i 2018
I begyndelsen af 2018 led venskabet og samarbejdet et knæk, da 'Bushido' fjernede sig fra Arafat Abou-Chaker. I et interview med Der Stern forklarede 'Bushido' og hans kone, Anna-Maria Ferchichi, om baggrunden for, at det var slut mellem rapperen og klanbossen.

Dels drejede det sig om træthed i forhold til de mange penge, klanbossen ragede til sig, dels drejede det sig om, at klanbossen blandede sig i rapperens ægteskab. Her var det på klanbossens foranledning tidligere kommet til et brud mellem rapperen og Anna-Maria Ferchichi.

- Hans indgreb i mit privatliv blev mere og mere massive, forklarede 'Bushido' til Der Stern.

Blandt andet havde klanbossen blandet sig i, hvordan rapperens mor skulle begraves, efter at hun var død i forbindelse med sygdom. Arafat Abou-Chaker havde dengang krævet streng islamisk disciplin med adskillelse mellem kønnene.

Dette havde gjort Anna-Maria Ferchichi vred, fordi hun til det sidste plejede rapperens dødssyge mor.

- Så måtte jeg ikke med stå sammen med min mand til begravelsen. I stedet stod der alle mulige rockere og det halve af Neukölln (indvandrertung bydel i Berlin, red.), forklarede Anna-Maria Ferchichi i interviewet.

Siden bruddet i begyndelsen af 2018 har de tyske medier haft fokus på sagen. I november kom der fornyet interesse.

Stor razzia
Her slog politiet til med en massiv razzia mod en luksusejendom i Kleinmachnow uden for Berlin, der blev gennemført under beskyttelse af svært bevæbnede betjente.

Tidligere havde 'Bushido' boet på ejendommen, der også oprindelig havde betalt for den. Nu - i november - var den så beboet af Abou-Chaker-klanbossen.

I forbindelse med razziaen begyndte flere tyske medier at skrive, hvordan myndighederne havde mistanke til Abou-Chaker, og den gik på planlægning af kidnapning af enten rapperen, rapperens kone og/eller deres børn.

Dermed tilbage til tirsdagens retsmøde:

Et andet mistankepunkt rettet mod Arafat Abou-Chaker drejer sig ligeledes om kidnapning, skriver de tyske medier. Her er det angivelig børnene til et nært familiemedlem til Arafat Abou-Chaker, der skulle forsøges kidnappet.

Familiemedlemmet er skilt fra sin kone, og børnene bor hos den fraskilte mor. Selvsamme fraskilte kvinde skal ifølge Bild have fortalt tysk politi om de angivelige kidnapningsplaner rettet mod 'Bushido's familie.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere