Berygtet krypto-anarkist anholdt for sex med mindreårig

- Han kunne ikke være i tvivl om, hvor ung hun var, siger politiet i Texas om Cody Wilson, der lægger tegninger til 3D-printede pistoler på nettet

Cody Wilson demonstrerer sin 3D-printede pistol 'Liberator'. Manden fra Texas er også leveringsdygtig i semiautomatiske rifler. Foto: Jay Janner/Austin American-Statesman/AP
Cody Wilson demonstrerer sin 3D-printede pistol 'Liberator'. Manden fra Texas er også leveringsdygtig i semiautomatiske rifler. Foto: Jay Janner/Austin American-Statesman/AP

Den kontroversielle amerikanske 'krypto-anarkist' Cody Wilson er blevet anholdt på Taiwan, efterlyst af politiet i Texas, USA, hvor han er sigtet for betalt sex med en mindreårig pige.

Den 30-årige amerikaner var på besøg i østaten ud for Kina kyst, men undlod at tage sit planlagte fly tilbage til USA, da han fik nys om politiets efterforskning.

Nu er han imidlertid pågrebet af lokale myndigheder på en amerikansk arrestordre, skriver avisen Statesman i Wilsons hjemby Austin. Avisen citerer lokale medier på Taiwan.

Wilson driver firmaet Defense Distributed, der i 2013 som det første distribuerede tegninger til skydevåben lavet på en 3D-printer med samme type plastik, som bruges til Lego-klodser.

Våbnene anvender almindelig ammunition og kan være særdeles dødbringende. Efter et juridisk slagsmål forlængede en forbundsdommer i sidste måned forbuddet mod, at Cody Wilson lægger opskriften til våbnene ud.

Det skete med begrundelsen, at tegningerne på internettet er en trussel mod den nationale sikkerhed, fordi plastik-skyderne er svære at opdage og spore.

Denne 3D-pistol kaldes for 'The Liberator'. Foto: AP Samfund - 1. aug. 2018 - kl. 05:13 Domstol forbyder opskrift på 3D-printede pistoler

Det eneste metal i Cosy Wilsons 3D-pistol er slagstiften og patronerne. Men plastik-våbnet er angiveligt ikke nær så holdbart i brug som et traditionelt skydevåben. Foto: Jay Janner/Austin American-Statesman/AP
Det eneste metal i Cosy Wilsons 3D-pistol er slagstiften og patronerne. Men plastik-våbnet er angiveligt ikke nær så holdbart i brug som et traditionelt skydevåben. Foto: Jay Janner/Austin American-Statesman/AP

Sugardaddy
Internettet var også kanalen, hvor Wilson fik forbindelse med en 16-årig pige, som han 15. august havde sex med på et hotel i Texas og betalte 500 dollars (3200 kr) kontant, skriver amerikanske medier. I Texas er den seksuelle lavalder 17 år.

Kontakten blev etableret over netsiden SugarDaddyMeet.com. Her optrådte Wilson under profilen 'Sanjuro', men siden opgav han sit rigtige navn, og de to udvekslede telefonnumre. Deres ankomst til hotellet i Austin er dokumenteret af overvågningsvideo.

Efter at have haft samleje og oralsex forlod parret sammen stedet i Wilsons bil. Han satte den 16-årige af ved en burgerbar.

Da politiet i den texanske by natten til torsdag orienterede om sagen på en pressekonference, sagde en talsmand ifølge New York Times, at Wilson ikke kunne være i tvivl om pigens unge alder.

- Hvis nogen skulle tage fejl, ville det være, fordi de troede, hun var yngre - ikke ældre - end  hun er, erklærer betjenene, som afhørte pigen.

Wilson er sigtet efter en paragraf om sexmisbrug, der straffer den, som penetrerer 'anus eller kønsorganet på et barn.'

Udeblev fra fly
På pressekonferencen fortalte politiet, at Wilsons sidste kendte tilholdssted var Taipei, hovedstaden i den østasiatiske østat Taiwan.

Herfra havde han ifølge politiet en billet hjem til USA, men mødte aldrig op til flyafgangen, fordi han fik et tip om efterforskningen i Texas fra en af pigens veninder.

Ifølge avisen Statesman er han altså nu sat fast i Taiwan. Det skete, da en lokal ejendomsmægler slog alarm til politiet. Han havde netop lejet en bolig ud til Wilson i seks måneder, men hørt om efterlysningen.

Politiet i Austin havde fredag eftermiddag endnu ikke hørt om anholdelsen af den efterlyste, men undersøger sagen.

Medarbejdere i sving hos Defense Distribute i Austin, Texas, hvor bossen, Cody Wilson, p.t. er fraværende. Foto: Lynda M. Gonzalez/Austin American-Statesman/AP
Medarbejdere i sving hos Defense Distribute i Austin, Texas, hvor bossen, Cody Wilson, p.t. er fraværende. Foto: Lynda M. Gonzalez/Austin American-Statesman/AP

Slagsmål om manualer
Trump-regeringen tillod i juli, at Wilson kunne distribuere sine manualer til 3D-printede pistoler på nettet. Han havde gjort det tidligere i flere år. Her blev tegningerne downloadet 100.000 gange, inden det blev standset af myndighederne.

19 amerikanske delstater og forbundshovedstaden Washington D.C. lagde sag an mod regeringen, og en forbundsdommer udstedte et nyt stop.

- Pistolerne, der kan downloades, er uregistrerede og meget vanskelige at opdage selv med en metaldetektor. De vil være tilgængelige for alle uanset alder, mental tilstand og kriminel fortid, sagde statsadvokaten i staten Washington, Bob Ferguson ifølge Associated Press.

Cody Wilson erklærede, at han vil omgå forbuddet ved i stedet at maile tegningerne til interesserede for en pris, som køberne selv må bestemme.

Ifølge Daily Beast har den erklærede 'krypto-anarkist' tætte forbindelser til højreekstremistiske kredse.