Berygtet serieforbryder snød statsejet fond: Sådan fik han 300.000 kroner til våben

Den danske serieforbryder Peter Frederiksen brugte 600.000 kroner fra en statslig fond på at åbne berygtet våbenbutik. Den statslige fond godkendte Peter Frederiksen, selvom han var eftersøgt

Ekstra Bladet har igennem de seneste år fulgt sagen mod Peter Frederiksen i Sydafrika tæt. Vi var seneste i Sydafrika i november, da Peter Frederiksen blev kendt skyldig i blandt andet medvirken til mord og illegal våben handel fra butikken i Bloemfontein. Han blev fældet af sine præcise dagbogsnoter. Video: Anthon Unger. Redigering: Henrik Houlberg og Kristian Hansen

Den berygtede danske serieforbryder Peter Frederiksen, der i november blev kendt skyldig i en række bestialske forbrydelser begået i Sydafrika, lånte flere hundrede tusinde kroner af de danske myndigheder gennem den selvejende investeringsfond IFU kort før han permanent flygtede ud af landet.

Det skete på trods af, at han forud for lånet af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) var udeblevet fra flere fængselsdomme i Danmark.

Fængselsdomme Peter Frederiksen havde fået efter han blandt andet var blevet afsløret i ulovlig besiddelse af store mængder våben og sprængstof samt involveringen i et attentatforsøg på en rocker i slutningen af 90'erne.

Det fremgår af første afsnit af DR-dokumentaren om Peter Frederiksens liv som serieforbryder, 'Hvid mands dagbog', der mandag aften blev sendt på DR1.

Peter Frederiksen er kendt skyldig i blandt andet pædofili og medvirken til mord. Her fotograferet i november 2017. Foto: Anthon Unger
Peter Frederiksen er kendt skyldig i blandt andet pædofili og medvirken til mord. Her fotograferet i november 2017. Foto: Anthon Unger

Brugte statsligt fondslån på våben
I 2004 lykkedes det Peter Frederiksen at søge om og modtage samlet set 600.000 kroner fra IFU. IFU er en statslige investeringsfond, der ifølge eget udsagn 'yder risikovillig kapital til danske virksomheder, der ønsker at drive forretning i ulande'.

Sådan fungerer Investeringsfonden for Udviklingslande IFU

IFU blev oprettet ved lov i 1967 med statsfinansierede midler. Siden har fonden fungeret som en selvejende institution der har finansieret efterfølgende investeringer med overskuddet fra tidligere.

Siden 1967 har IFU investeret i mere end 1200 projekter i 100 lande. Hertil har fonden IFU bidraget med 19 milliarder kroner.

For at søge IFU midlerne, skal den danske virksomhed oprettet et projekt selskab i ulandet, som IFU efterfølgende støtter, hvis fonden godkender projektselskabets ansøgning og forretningsplan.

I gennemsnit finansiere IFU 33 procent af omkostningerne ved opstarten af projektselskabet, mens den danske virksomhed kommer med de resterende 67 procent af pengene.

IFU giver støtte til projekter man vurderer kan skabe vækst, viden og fremgang for udviklingslandet på længere sigt.

Kilde: Investeringsfonden for Udviklingslande


Ifølge forretningsbeskrivelsen i ansøgningspapirerne var det Peter Frederiksens officielle plan, at IFU-pengene skulle bruges til at starte en virksomhed i Sydafrika, der skulle lave brandsikre stråtækte tage i landet.

Men sydafrikanerne måtte se langt efter de brandsikre tage.

Ifølge DR gik pengene nemlig i stedet for til åbningen af Peter Frederiksens første våbenbutik i Bloemfontein, Impala Aarms.

Artiklen fortsætter under klippet

Ekstra Bladet var med i Peter Frederiksens våbenbutik i Bloemfontein få dage efter, han blev anholdt i Sydafrika i efteråret 2015. Video: Anthon Unger

Låner 600.000 til serieforbryder
IFU havde ikke på forhånd tjekket Peter Frederiksens straffeattest, og da han tidligere havde drevet tækkevirksomhed i Danmark, havde erfaring fra Afrika og samtidig kunne dokumentere, at han havde patent på en brandsikker stråtækt tagløsning, anså IFU det ikke som et problem at yde ham lånet på 600.000 kroner, hvoraf fonden krævede bankgaranti på halvdelen af pengene.

Det fortæller kommunikationschef Rune Nørgaard til Ekstra Bladet:

- På papirerne og via vores dialog med Peter Frederiksen så det ud til, at han havde grundlag til at drive en fornuftig forretning i Sydafrika. Vi havde ikke nogen grund til at betvivle ham, siger Rune Nørgaard.

- Det er de færreste danske virksomheder, offentlige som private, der ansætter medarbejdere uden at bede om en straffeattest. Hvorfor har i ikke indhentet en straffeattest før i låner 600.000 kroner ud til en mand som Peter Frederiksen?

- Vi går ikke ind og tjekker strafferegistret. Det har vi ikke adgang til. Vi laver en vurdering af personen. På daværende tidspunkt var det den samlede vurdering, at han havde kompetencer til at løfte opgaven dernede. Samtidig havde han et patent på et brandsikret stråtag, så det var den samlede vurdering, at det var en god investering.

- Hvorfor spørger I ikke om straffeattesten?

- Jeg har ikke selv været inde i vurderingen af det.

- Gør i det i dag?

- Som regel er det virksomheder, vi indgår aftaler med og ikke enkeltpersoner. Det er det som udgangspunkt også i dette tilfælde, men her er der så tale en enkeltmandsvirksomhed. Det beror altid på en konkret vurdering af virksomheden og virksomhedens soliditet, siger Rune Nørgaard om udlånet til Peter Frederiksen.

Serieforbryderens blå bog

Allerede før Peter Frederiksen flytter til Sydafrika, har han en række domme på samvittigheden fra Danmark. I begyndelsen af 90'erne bliver han første gang dømt for ulovlig våbenbesiddelse.

I 1996 sælger Peter Frederiksen sprængstof, der ender med at blive brugt som en del af rockerkrigen, da en bilbombe fejler i Aalborg og detonere et par hundrede meter fra en MC-Danmark rockers bil. Politiet finder efterfølgende 47 kilo sprængstof og dynamit samt en mængde ulovlige våben i Peter Frederiksens hjem.

I 2001 bliver han taget på ferskgerning med et stjålet luksus-ur på armen og i 2006 finder politiet igen enorme mængder våben på hans ejendom i Nordsjælland. Herefter flygter Peter Frederiksen permanent til udlandet. Samlet set bliver han idømt mere end ni måneders ubetinget fængsel, men afsoner hverken fængselsstraffen efter rockerbomben eller fundet i 2006.

6. november 2017 blev Peter Frederiksen kendt skyldig i en række bestialske forbrydelser begået i Sydafrika. Efter at have været fængslet i mere end to år, fandt retten i Bloemfontein ham skyldig i voldtægt, pædofili, produktion og distribution af børneporno, medvirken til mord og illegal handel med våben.


300.000 kroner forsvundet
Kommunikationschefen ønsker ikke at forholde sig til spørgsmål vedrørende DR's oplysninger om, at hundredetusindvis af kroner i stedet gik til at drive en veludrustet våbenforretning i Sydafrika.

En forretning der senere viser sig at blive brugt til yderligere kriminalitet i form af illegalt våbensalg.

Da IFU opdager, at Peter Frederiksen ikke har tænkt sig at bygge stråtækte huse i Sydafrika, er Peter Frederiksens selskab allerede blevet tvangsopløst, og IFUs sydafrikanske advokater vurderer, at det ikke kan betale sig at forsøge at køre en retssag mod danskeren for at få pengene tilbage.

300.000 kroner får IFU dog refunderet via Frederiksens bankgaranti, men de resterende 300.000 kroner fra den statskontrollerede fond bliver aldrig refunderet.

- I sidste ende viser det sig, at noget er gået galt. Det sker desværre fra tid til anden, når man laver 1200 projekter i udviklingslande over mere end 50 år. Da vi opdager det, forsøger vi at få de sidste 300.000 kroner inddrevet, men vores advokater vurderer, at sagsomkostningerne formentlig vil overstige det endelige beløb, vi kan få tilbage og derfor droppede vi sagen, siger kommunikationschef Rune Nørgaard til Ekstra Bladet.

Næste program i DR's serie bliver sendt mandag 15. januar klokken 20.45 på DR1.

Peter Frederiksen sagen kort

Peter Frederiksen har siddet fængslet i Sydafrika siden september 2015, hvor 21 dele af kvindelige kønsorganer blev fundet i danskerens fryser.

Ved politiets efterfølgende ransagning af danskerens hjem, bliver børnepornografisk materiale, kirurgisk udstyr, medikamenter til bedøvelse, poser med kønshår og en dagbog med beskrivelser af voldtægten af en mindre-årig fundet.

Ved sagens opstart i august 2017, var der 59 punkter i anklageskriftet, men 20 punkter er i løbet af retssagens forløb blevet trukket tilbage.

6. november 2017 blev Peter Frederiksen fundet skyldig i medvirken til mord på sin ekskone, produktion og opbevaring af børneporno, pædofili, ulovlig handel med våben, ulovlig import af medicin og voldtægt. Den endelige dom forventes at falde 12. marts 2018.

Strafferammen for forbrydelserne, Peter Frederiksen er kendt skyldig i, er op i mod 25 års fængsel.