Berygtet seriekriminel dømt igen-igen: Gav Ekstra Bladet fingeren

Django Levakovic sendte flere fuckfingre, før han fik tillægsstraf efter blandt andet at have kastet sin frokost efter fængselsbetjent

Journalist Linette Jespersen fortæller om Django Levakovics flugt 16. september sidste år.

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): 46-årige Django David Levakovic fra den berygtede familieklan kan ikke lide Ekstra Bladet. I hvert fald sendte han avisens udsendte langemanden flere gange, før han igen modtog en dom i en dansk retssal.

30 dages tillægsstraf besluttede en enig domsmandsret.

Før retsmødet gik i gang, anmodede en af fem fremmødte fængselsbetjente på vegne af Kriminalforsorgen om, at den tiltalte af hensyn til sikkerheden skulle have håndjern på under seancen. Det nægtede dommer Kirsten Schmidt.

Retsmødet fandt sted, selvom Levakovic allerede er udvist af landet for bestandig i flere tilfælde, og han i forvejen afsoner en fængselsstraf.

Politiets seneste foto af Django Levakovic. Han blev efterlyst, da han flygtede fra Bispebjerg Hospital, hvor hans mor lå for døden. Politifoto
Politiets seneste foto af Django Levakovic. Han blev efterlyst, da han flygtede fra Bispebjerg Hospital, hvor hans mor lå for døden. Politifoto

Torsdag var han dog en smuttur fra sit interimistiske hjem i Nyborg Fængsel til Københavns Byret, hvor han var tiltalt for et overfald på en kvindelig fængselsbetjent i Vestre Fængsel.

Det skete 10. marts 2019 kun et par uger efter, at Django Levakovic havde fået sin seneste dom på et års fængsel for overtrædelse af indrejseforbuddet og et røveri. 

Han sad i Vestre Fængsels afdeling TY og havde netop fået serveret sin frokost, da han, ifølge fængselsbetjenten, som vidnede torsdag, gik amok.

Slog ud med termokande
Først slog han ifølge hendes forklaring ud efter efter hende med en termokande, men uden at ramme. Så kastede han sin bakke med frokosten på fængselsbetjenten og forsøgte at nikke hende en skalle.

Startskuddet til episoden var, at Django var utilfreds med, at han ikke kunne få udleveret nogle sødetabletter.

Så meget er han og fængselsbetjenten enige om, men herfra er forklaringerne om, hvad der skete, forskellige.

Efter Djangos udsagn var det nemlig fængselsbetjenten, som pludselig skubbede ham - ikke en, men op mod seks gange i brystkassen, hvorpå han tabte frokosten på sin madbakke.

- Det har jeg simpelthen ikke gjort. Jeg ved simpelthen ikke, hvor hun får det fra, forklarede han domsmandsretten fra anklagebænken.

At han oven i købet skulle have forsøgt at nikke hende en skalle, er han helt uforstående over for:

- Jeg ville ikke engang slå på en lille dame som hende, sagde Django, som tilføjede sin vurdering af fængselsbetjenten.

- Ærlig talt. Der er meget vrøvl med hende der. Hun udelukker folk fra fællesskabet. Hun er lidt underlig. Nu ved jeg ikke, om hun er træt af sit arbejde. Det skal jeg ikke kunne sige, lød det blandt andet i hans lange forsvarstale, hvor han nærmest fremstillede sig selv som uskylden selv.

Django fortalte også malende om sin sukkersyge og om, hvor sulten og hvor lavt hans blodsukker var den pågældende dag i marts i fjor.

Efter igen at have sat sig ved siden af sin forsvarer havde han dog kræfter til endnu en gang at sende en fuckfinger i retning mod Ekstra Bladets udsendte.

Anklager Mie Mahler krævede - fordi der er tale om en ny forbrydelse - endnu en dom til udvisning af Danmark, hvilket forsvarsadvokat Steen Leonhardt Frederiksen protesterede imod.

Mens domsmandsretten kendte Django skyldig efter anklageskriftet, afviste dommeren at tage stilling til spørgsmålet om udvisning ved dagens retshandling.

Det har heller ikke den store praktiske betydning, fordi Højesteret 21. april 2015 udviste Django Levakovic, der er kroatisk statsborger, for bestandig.

Sædvanlig kunde i forretningen
Django virkede tilfreds med dommen. Mens poloshirten gav kig til hans mave, spankulerede han helt uden at sende langemænd til pressen ud af lokalet. Forinden meddelte han dommeren, at han ville tænke over, om han ville anke dommen.

- Du er en sædvanlig kunde i forretningen, så du kender reglerne, bemærkede dommeren tørt, før retten blev hævet.

Højesterets udvisningsdom i sin tid faldt, efter at Django var blevet idømt fem års fængsel for et brutalt hjemmerøveri mod en svagelig 77-årig mand i Kastrup.

Hjemmerøveriet skete i kølvandet på, at Django Levakovic og hans bror Stefano Levakovic havde stjålet den 77-åriges pung med 2000 kroner og 100 euro uden for en kiosk. Derfor vidste de, hvor han boede.

Levakovic-familiens overhoved Gimi med sin bror Django ved en tidligere lejlighed. Gimi var ikke mødt op i retten torsdag for at støtte sin bror. Der var heller ikke andre tilhørere fra den berygtede familie. Foto: Privat
Levakovic-familiens overhoved Gimi med sin bror Django ved en tidligere lejlighed. Gimi var ikke mødt op i retten torsdag for at støtte sin bror. Der var heller ikke andre tilhørere fra den berygtede familie. Foto: Privat

Brødrene troppede op på adressen i Kastrup og udgav sig for at være politibetjente. De endevendte mandens hus, skar puder op og væltede bøger ned fra reolen for at stjæle endnu flere penge.

Stefano Levakovic opgav at anke dommen og blev udvist. Django Levakovic blev sendt til Kroatien 19. november 2016, men siden er han tre gange rejst retur til Danmark og har fået tre nye domme for overtrædelse af indrejseforbuddet og anden kriminalitet.

Hver gang Django Levakovic er rejst til Danmark, har det været med undskyldningen, at han ville besøge sin gamle, syge mor.

Den forklaring duer så ikke mere, da moderen døde i september sidste år.

Politiet har offentliggjort dette billede af Django Levakovic. 112 - 20. sep. 2019 - kl. 11:48 Fængslet Levakovic på flugt: Stak af fra mors dødsleje

Django Levakovic fik en times udgang fra Ringe Fængsel til hendes dødsleje på Bispebjerg Hospital, men flygtede fra betjentene 16. september sidste år. Han blev samlet op af personer, der kørte i en lys blå Jaguar X-type, der var svensk indregistreret.

Samme dag som Django Levakovic flygtede døde moderen, Rubinka Levakovic, 78 år gammel. Hun var også mor til Levakovic-klanens overhoved, Gimi 'Boss' Levakovic, der er bror til Django.

Django Levakovic var forsvundet i 12 dage, før han blev fanget. Flugten kostede ham ekstra tre måneders fængsel. Han har nu cirka 35 domme i Danmark.