Berygtet under VM: Dømt for millionbedrageri

Snød godtroende mennesker på hjælpesider på Facebook

Martin Bryhl blev berygtet under VM i Rusland, hvor han på tv sagde, at han ville kaste med ølkrus igen, hvis Danmark scorede. Foto: Lars Poulsen
Martin Bryhl blev berygtet under VM i Rusland, hvor han på tv sagde, at han ville kaste med ølkrus igen, hvis Danmark scorede. Foto: Lars Poulsen

Det var primært godtroende mennesker på Facebook, som blev snydt, da 29-årige Martin Bryhl franarrede dem deres CPR-numre og NemID.

Det foregik fra 1. juni 2016 til 25. marts sidste år, og torsdag blev han idømt tre års fængsel for 418 forhold af databedrageri til en samlet værdi af cirka 4,9 millioner kroner. Det skete ved en tilståelsessag ved Retten i Kolding.

Databedrageriet foregik ved, at han oprettede lån i ofrenes navne og overførte pengene til sig selv eller til andre. I den forbindelse er to andre personer sigtet i sagen for hæleri ved at have ladet Martin Bryhl indsætte pengene på deres konto i nogle af forholdene.

Martin Bryhl blev berygtet, da han stillede sig frem på TV 2 under VM i foldbold i Rusland og sagde, at det var en del af gamet at kaste med ølkrus til fodboldkampe, og at han ville gøre det igen, hvis Danmark scorede mod Frankrig.

Han blev efterfølgende tilbageholdt af russisk politi på stadion før Danmarks kamp mod Frankrig.

Se også: Berygtet dansk hooligan anholdt til VM-skæbnekamp

Ved torsdagens dom blev han foruden bedragerierne også dømt for besiddelse af 34,2 gram kokain til eget forbrug samt for at have overtrådt fyrværkeribekendtgørelsen og ordensbekendtgørelsen, da han 9. marts 2018 affyrede en raket i forbindelse med en fodboldkamp mellem OB og AGF på Odense Stadion, hvor han i øvrigt havde forbud mod at opholde sig. Den inkarnerede OB-fan er i det danske hooliganregister

Men det var de mange bedragerier, der kostede ham dyrt.

Her ses Martin Bryhl på tribunen før kampen mod Frankrig, før han blev tilbageholdt, med et af de famøse ølkrus. Foto: Lars Poulsen Plus Lovede kast med ølkrus: Se hans voldsomme hooligan-dom

Der blev ikke spurgt detaljeret ind til, hvorfor han begik bedragerierne, eller hvad de mange penge blev brugt til.

- Det, han lige fortalte, var, at der har været nogle fodboldture og noget kokain, fortæller hans forsvarer Mira Tøfting Jensen, der fortæller, at han fortalte i detaljer om bedragerierne.

Se også: Dansk tilskuer pralede på tv: Nu risikerer han krav fra DBU

- Man må give ham, at han husker virkelig godt. Og han står 100 procent ved det, han har lavet, siger hun.

Bedrageriet skete primært på forskellige hjælpesider på Facebook, hvor man kan skrive, hvis man har brug for hjælp til privatøkonomi og til at optage lån.

- Der er nogen af dem, han har et vist personligt kendskab til, og andre var kun netbaseret, hvor de kun kendte hinanden som profiler på nettet, siger specialanklager Bolette Lund Kristensen og fortsætter:

- Og så var der et enkelt tilfælde hvor han forklarede, at det faktisk var nogen, han havde været hjemme og besøge og så havde set deres NemId flyde og så havde taget et billede af det.

Ekstra Bladet kommunikerede med Martin Bryhl, mens han var tilbageholdt af russisk politi under VM. Her sendte han dette billede. Privatfoto
Ekstra Bladet kommunikerede med Martin Bryhl, mens han var tilbageholdt af russisk politi under VM. Her sendte han dette billede. Privatfoto
 

Anklageren havde krævet tre år og tre måneders fængsel, fordi hun mente, at kokainforholdet skulle vurderes selvstændigt, mens forsvarerens påstand var en samlet straf på tre år, som også var det, dommeren landede på.

Selvom Martin Bryhl er dømt for at have begået bedragerier for omkring 4,9 millioner kroner er erstatningskravet mod ham noget mindre.

- Ingen af privatpersonerne, han for eksempel har fundet på Facebook, har fremsat et erstatningskrav. Derimod har lånevirksomhederne, der er involveret i sagerne, i de fleste tilfælde fremsat et erstatningskrav fortæller hans forsvarer Mira Tøfting Jensen.

Martin Bryhl blev løsladt efter retsmødet, der foregik onsdag, mens dommen først blev afsagt torsdag. Han overgik direkte til afsoning af en tidligere dom.

Han er desuden tiltalt i en sag om fodbolduroligheder mellem OB og AGF, hvor han er repræsenteret af Mette Grith Stage, der ejer Stage Advokatfirma, som Mira Tøfting Jensen repræsenterer. Den  sag kører i retten i Odense.

Martin Bryhl var beskyttet af et navneforbud fra starten af sagen, men det er bortfaldet nu, hvor sagen er afgjort som en tilståelsessag.

Se også: Blev berygtet under VM: Fodboldfan dømt for vold

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere