Besat af dæmoner: Ringede 182 gange til 112

En mand er tiltalt for at spærre sin mor inde og ringe til 112 adskillige gange

En 52-årig mand er tiltalt for at have spærret sin mor inde og udsat hende for grov vold i deres fælles hjem på Nordvej i Helsingør i efteråret 2019.

Han ringede i en periode i efteråret 2019 ikke færre end 182 gange til alarm 112 uden på noget tidspunkt at søge hjælp.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Alt, hvad operatørerne hørte i telefonen, var mekanisk afspillede lyde, der lød som skrattende optagelser af taler til en større menneskemængde.

Selv forklarede den 52-årige tidligere torsdag formiddag domsmandsretten ved Retten i Helsingør, at han var magtesløs.

Han var besat af dæmoner, der fortalte ham, hvad han skulle gøre.

Ud over at ringe konstant til 112 fik han ifølge anklageskriftet således også besked på at udøve grov vold mod sin 78-årige mor og holde hende indespærret i deres totalt overfyldte lejlighed i ugevis.

Anklageren kræver, at den tidligere Volvo-ansatte håndværker og nuværende pensionist bliver idømt en ambulant psykiatrisk behandlingsdom.

Der falder dom i sagen torsdag eftermiddag, skriver Helsingør Dagblad.