Beskidt drikkevand kan have spillet ind i norsk drengs død

Der er fundet to bakterietyper i kroppen på en etårig dreng fra øen Askøy, hvor drikkevand har været beskidt.

En etårig norsk dreng, der i forrige uge mistede livet i Askøy i Norge, havde to forskellige bakterietyper i kroppen.

Det fastslår den foreløbige obduktionsrapport.

Omkring 2000 personer blev i forrige uge syge på øen Askøy ved Bergen - sandsynligvis på grund af bakterier i drikkevandet.

Den etårige dreng mistede livet onsdag den 5. juni, og det er allerede kommet frem, at han havde bakterien campylobacter i kroppen.

Det er den samme type bakterie, der blev fundet i drikkevandet, og som der blev fundet hos mange patienter.

Det er dog endnu ikke bevist, at det er smittekilden.

Mandagens obduktion viser, at drengen - foruden campylobacter - også var smittet med streptokokker gruppe A. Det har medført en blodforgiftning, og det er angivet som dødsårsagen.

Det kan ikke direkte påvises, at campylobacter har spillet ind i dødsfaldet, men det kan have forværret streptokokkerne ifølge obduktionsrapporten.

De to bakterietyper udgør hver for sig ikke stor fare for friske mennesker.

Det kan dog have haft betydning for dødsfaldet, at drengen havde begge bakterietyper på samme tid, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere