Beskidte penge: 30-årig sigtet for million-bedrageri

Sjællandsk mand bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i bedragerisag til mindst to millioner kroner og med ikke færre end 44 kriminelle forhold

Den 30-årige, sjællandske forretningsmand er blandt andet sigtet for at have solgt iPhone-mobiltelefoner til folk, selv om han aldrig havde viljen eller evnen til at levere varerne. Foto: Ritzau Scanpix
Den 30-årige, sjællandske forretningsmand er blandt andet sigtet for at have solgt iPhone-mobiltelefoner til folk, selv om han aldrig havde viljen eller evnen til at levere varerne. Foto: Ritzau Scanpix

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): En 30-årig mand med bopæl og firmaadresser på Sjælland blev torsdag afhørt i en sag om groft bedrageri for - hvad anklageren foreløbig har talt op til - 'mindst to millioner kroner' og for dokumentfalsk.

Maria Jepsen, anklager i den komplicerede sag, læste den omfattende sigtelse med ikke færre end 44 forhold op i retssal 3, før hun begærede afhøringen af den anholdte mand afviklet bag lukkede døre.

Det gjorde hun af hensyn til politiets efterforskning, og set i lyset af, at der kan være en eller flere involverede i sagen, som stadigvæk er på fri fod. Hun mente, der ville være risiko for, at der kunne tilflyde de enkeltpersoner oplysninger, som kunne skade politiets efterforskning.

En begæring som dommer Jørgen Lougart fulgte. Retsmødet endte med, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger på en begrundet mistanke om at være skyldig.

Ulovlige lån og indkøb
Den bedragerisigtede mand blev anholdt onsdag morgen og derefter afhørt kortvarigt af Midt- og Vestsjællands Politi. Han sigtes for at have begået især data-bedragerier, men også almindeligt bedrageri igennem fire år og tre måneder fra marts 2016.

Det skal efter politiets opfattelse være foregået over store dele af Sjælland.

Den bedragerisigtede mand blev varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhøret bag lukkede døre i Retten i Roskilde. Arkivfoto: Olivia Loftlund
Den bedragerisigtede mand blev varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhøret bag lukkede døre i Retten i Roskilde. Arkivfoto: Olivia Loftlund
 

Han skal ved adskillige lejligheder have misbrugt cvr-numre, NemID og elektronisk databehandling til at oprette kundekonti og købt for eksempel maskiner eller køretøjer eller foretaget lån på andre enkeltpersoners eller firmaers bekostning.

Dyre mærkevareure
I et enkelt tilfælde forsøgte han angiveligt ved hjælp af et falsk dokument at købe ti mærkevareure til en værdi af 179.000 kroner. Det lykkedes ikke.

Han er også sigtet for at have solgt for eksempel mobiltelefoner eller varmepumper til folk uden at have vilje eller evne til at levere den solgte vare.

På sin klients vegne forklarede advokat Susanne Merete Ravn, at manden nægter sig skyldig bortset fra fem forhold og en enkelt delvis erkendelse.

Stedfar skylder penge
- Min klient nægter sig helt overordnet skyldig i de forhold, der knytter sig til hans stedfar, som efter hans mening skylder ham penge, sagde advokaten.

Stedfaren er en af flere enkeltpersoner, som mener at have været udsat for forbrydelser og har lidt tab i sagen.

Den bedragerisigtede fortalte, at han 'selvfølgelig' gerne vil besvare spørgsmål. Den lyshårede, svært overvægtige mand i jeans, sportssko og T-shirt virkede i den åbne del af retsmødet relativt rolig.

Efterforskningens omfang understreges af, at anklageren har en hel papkasse med sagsakter med ind i retssalen.