Bestjålet husejer om tyvs undskyldning: Han skal sgu have en lærestreg

Facebook-opslag med overvågningsbillede fra bestjålet fynsk familiefar fik indbrudstyv til at levere stjålne varer tilbage med en skriftlig beklagelse

Ægteparret Christina og Poul Due foran deres privatbolig i den fynske by Kerteminde. De trækker ikke anmeldelsen tilbage mod den indbrudstyv, som efter et indbrud for nylig har skrevet undskyld og leveret tyvekosterne tilbage. Foto: Tim Kildeborg Jensen

'Fra tyven. Jeg undskylder for at have stjålet hos jer. Tag videoen ned fra Facebook, Poul Due!!:)'.

Det var ordene i det åbne brev, som en ukendt indbrudstyv i sidste uge afleverede foran ægteparret Christina og Poul Dues privatbolig i Kerteminde. Papir-lappen var klistret på en taske med stjålet vandski-grej.

Det skete et par dage efter, at den 49-årige husejer havde lagt en anonymiseret overvågnings-video af tyven på Facebook.

Opslaget kastede 5300 'likes' af sig, men er nu pillet væk.

- Tyven må være blevet genkendt, selv om man ikke kunne se hans ansigt. Det er selvfølgelig fint nok, at han afleverer i hvert fald nogle af tyvekosterne. Men jeg trækker IKKE min anmeldelse tilbage. Han skal sgu have en lærestreg, siger Poul Due.

Her er den skriftlige undskyldning fra indbrudstyven, som tilsyneladende fik kolde fødder efter at have genkendt sig selv på Poul Dues anonymiserede Facebook-opslag. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Her er den skriftlige undskyldning fra indbrudstyven, som tilsyneladende fik kolde fødder efter at have genkendt sig selv på Poul Dues anonymiserede Facebook-opslag. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 
Det er mindst fjerde gang siden sidste efterår, parret og deres to børn på 13 og 17 år har været udsat for tyveri eller indbrud i deres bolig på I. A. Larsensvej i den fynske kystby.

Tyve skræmmer familien
De mentale eftervirkninger er efter Poul Dues mening langt alvorligere end de økonomiske.

- Tyvene skræmmer min familie. For eksempel tør min datter ikke længere sove i kælderen, siger Poul Due.

Det seneste indbrud skete om natten. Poul Dues alarm var tilfældigvis ikke aktiveret, og han opdagede først næste morgen, at parrets vandsports-dragter og specialsko til en samlet værdi af cirka 10.000 kroner var væk. Grejet havde ligget gemt under terrassen bagved familiens parcelhus.

Flere indbrud i Danmark

Kerteminde Kommune ligger nummer syv på top 10-listen over kommuner med flest indbrudstyverier i Danmark. Det fremgår af en ny opgørelse for juli-september i år fra Boligejernes Videncenter, Bolius.

Listen toppes af Rudersdal Kommune i Nordsjælland.

I de samme tre måneder blev der landet over anmeldt 6775 indbrud i boliger, og det repræsenterer en stigning på otte procent i forhold til samme periode i 2017. Det kan i et vist omfang hænge sammen med en ny registrering, der indebærer, at flere tyverier registreres som indbrud.

Det er stadigvæk kommuner i Nordsjælland, der er hårdest ramt af indbrud i forhold til antallet af indbyggere.

 - Det skyldes formentlig, at der i de kommuner er større værdier i boligerne – især designermøbler og designerlamper – og samtidig er infrastrukturen god, så det er nemt at komme væk. Nogle af boligerne kan ligge gemt bag hegn og hæk, og så er det nemmere at være skjult, når man bryder ind, siger videncentrets fagekspert Tine R. Sode.

På den uredigerede video er tyvens ansigt tydeligt. Manden bærer en mørk hættetrøje, lyse bukser og sportssko. Der er tale om en yngre mand, og hans øjnebryn er næsten sammenvoksede.

Poul Due er stensikker på, at den samme mand for en måned siden blev fanget på et af hans kameraer udenfor huset, mens han snusede omkring.

Ingen tak eller håndtryk
Den fynske familiefar har også prøvet at stå ansigt til ansigt med en indbrudstyv. Det var i 2017. Manden rodede i nogle ting i familiens stue, da Poul Due dukkede op. Han var blevet vækket af støj.

Christina og Poul Due foran deres super-sikrede parcelhus og hendes malerværksted i Kerteminde. Ægteparret er også på deres to børns vegne forbandede over de mentale eftervirkninger af de mange indbrud. Foto: Tim Kildeborg Jensen

- Han var kæmpestor - måske to meter høj. Jeg råbte i panik noget med: 'Hvad laver du her, dit møgsvin'. Men han var væk, næsten før jeg nåede at opdage, hvad der skete. Det eneste, han fik med, var et armbåndsur, fortæller Poul Due.

Familiens hus er også blevet lænset for en kasse sodavand samt vandrer- og sportssko.

- Hvad vil du sige til tyven med undskyldningen, hvis han på et tidspunkt står overfor dig?

- Han får i hvert fald ikke tak, og han får heller ikke et håndtryk. Jeg tror, jeg vil sige: 'Du er et fjols!'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Masser af overvågning: Irriterende at være nødt til at bure sig inde

Den bestjålne husejer Poul Due fra Kerteminde med et af de to 'vildt-kameraer', som han har installeret omrking familiens privatbolig. Han  investerer nu i endnu mere overvågning. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Poul Due kan ikke forklare, hvorfor netop hans og ægtefællens parcelhus i Kerteminde er så appetitligt for indbrudstyve. På adressen ligger også hans kones malermester-værksted.

- Vi må være meget uheldige. Det kan også være, at oversigtsforholdene er bedre hos os, siger Poul Due, som ikke har indtryk af, at der er så massivt et rend af kriminelle i de andre villaer og virksomheder på I. A. Larsensvej.

Den handlekraftige fynbo håber, at Facebook-opslaget og hans åbenhed vil have en præventiv virkning.

Familien dues hund, Molly, er der efter Poul Due ikke meget vagthund i. Den logrer med halen og lader sig villigt klappe, når der kommer uventet besøg. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Familien dues hund, Molly, er der efter Poul Due ikke meget vagthund i. Den logrer med halen og lader sig villigt klappe, når der kommer uventet besøg. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 
Bølgen af tyverier har motiveret Poul og Christina Due til - uden større held - at investere mindst 10.000 kroner i udendørs sensor-belysning, alarmer, vildt-kameraer i haven og andre former for avanceret, elektronisk overvågning.

Efter det seneste tyveri har han besluttet at installere endnu mere overvågning.

- Det er da irriterende, at man nærmest er nødt til at bure sig inde, mener Poul Due.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere