Bestyrelsesformand går fri efter Memory Card-konkurs

Revisorer og bestyrelsesformand i konkursramte Memory Card skal ikke betale erstatning til konkursboet.

Revisorer og en tidligere bestyrelsesformand i Memory Card Technology er blevet frifundet i Højesteret for at skulle betale en erstatning på 100 millioner kroner til selskabets konkursbo.

Konkursboet mente, at selskabet havde lidt et tab ved, at driften af selskabet fortsatte, efter at man burde have stoppet den.

Memory Card Technology blev erklæret konkurs i 2001 med et samlet tab på over 500 millioner kroner.

Selskabets tidligere direktør blev af Vestre Landsret i 2013 dømt til at betale 100 millioner kroner i erstatning til konkursboet. Han havde ikke anket til Højesteret.

Men Højesteret afgør altså i forhold til bestyrelsesformanden, at han levede op til sine forpligtelser som formand.

- Der kan ikke på grund af en enkeltstående fejl i forbindelse med hans håndtering af kritik fra koncernens fratrådte økonomidirektør være grundlag for at pålægge ham erstatningsansvar, lyder det i dommen.

Heller ikke revisorerne kan pålægges at betale erstatning, mener retten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere