Betjent dømt: Krænkede 25 piger - den yngste var 11 år gammel

Fra sin kælder skrev en politimand via sociale medier beskeder med seksuelt indhold til piger ned til 11 år

Da en politimand mødtes med en 15-årig pige på en café i København, tog hendes hånd og sagde, at hvis han kunne, ville han tage hende ud i en lille skov ved en sø og til et lille hus, misbrugte han sin stilling groft.

Desuden krænkede han hendes blufærdighed, har Københavns Byret tirsdag afgjort.

Manden, der har været betjent i over 30 år, var også tiltalt for at have krænket yderligere 24 piger, at have været i besiddelse af børnepornografiske billeder samt ikke at have opbevaret sin tjenestepistol korrekt.

Betjenten erkendte i retten alle 29 tiltaler mod ham, og han straffes med et år og tre måneder for forbrydelserne.

I sin dom lagde retten især vægt på, at den 58-årige havde misbrugt sin stilling.

Se også: Betjent erkender krænkelse af unge piger: Jeg mistede stopklodsen

- Tiltalte har misbrugt sin stilling som polititjenestemand ved at krænke en person, som han er kommet i kontakt med via sit arbejde som SSP-medarbejder, siger retsformand Marianne Lund Larsen.

- Det er en særligt betroet stilling, og det er så groft et tillidsbrud, at vi ikke kan gøre hele straffen betinget, siger hun.

SSP er et kommunalt samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, som har til formål at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.

Det var som politimand i denne funktion, at han mødtes med den 15-årige. Hun fortalte om episoden til sin lærer og fik sagen til at rulle.

Under efterforskningen fandt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) frem til, at pigen langtfra var den eneste, betjenten havde blufærdighedskrænket.

24 piger fra 11 til 18 år blev krænket, da betjenten skrev til dem via det sociale medie FaceUP og på Skype fra profilen "elskergstreng".

Under et andet navn, med billede af en anden mand og med en alder 27 år yngre end hans rigtige førte han fra 2012 til 2016 samtaler med pigerne.

En af dem var 12 år, da samtalerne begyndte, og de fortsatte over tre år. Til hende skrev han blandt andet:

- Jeg kunne godt lige nu.. nusse og mærke dig nøgen i badet.

Retten fulgte anklager Mads Kruses påstand om straffens længde, samt at der skulle blive tale om ubetinget fængsel. Forsvarer Jens Christensen ønskede derimod en betinget dom, og efter at dommen faldt, rejste han sig i retten.

- Min klient og jeg har inden afsigelsen haft mulighed for at drøfte de mulige udfald, og jeg har anbefalet min klient at tage sig betænkningstid, siger han.

Betjenten kan anke dommen til landsretten inden for to uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere