Betjent dræbt i ulykke: 25-årig nægter uagtsomt manddrab

En 25-årig mand er varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab på betjent i voldsom trafikulykke på Langebro i København

Flere biler var, som optagelserne fra i nat viser, implicerede i det voldsomme uheld. Video/redigering: Kenneth Meyer

KØBENHAVNS DOMMERVAGT (Ekstra Bladet): En 25-årig mand handlede i grov kådhed og med særlig hensynsløshed, da han natten til tirsdag kort før klokken 00.30 kørte galt på Langebro og derved forårsagede en 35-årig politibetjents død.

Det mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi, der tirsdag fremstillede den 25-årige i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt og sigtede ham for uagtsomt manddrab.

Den 25-årige spinkle og mørklødede mand tog plads i midten af salen og svarede høfligt på dommerens spørgsmål til navn og alder. Kort efter nægtede han sig skyldig i sigtelsen.

Ved retsmødet blev der nedlagt navneforbud både på den dræbte betjent og den sigtede.

Navneforbuddet på betjenten skyldes hensynet til hans omfattende omgangskreds, hvor ikke alle er underrettet endnu.

Den 25-årige blev efter en lille times retsmøde varetægtsfængslet i 27 dage på baggrund af en særligt bestyrket mistanke om, at han var føreren af den sorte Audi, der forårsagede ulykken.

Seks eller syv biler var involveret i ulykken, som politiet modtog anmeldelse om 00.24 natten til tirsdag.

Ulykkesbilen var en Audi A6 Avant 45 TDI, en leasingbil, der tilsyneladende kørte over Langebro fra Rådhuspladsen i meget høj fart. Den kom over i modsatte kørebane og kørte frontalt ind i betjentens blå Hyundai i30, der kom fra Amagersiden.

Specialtjenesten fra Hovedstadens Beredskab måtte befri den 35-årige betjent fra vraget ved at klippe taget af bilen. Både motoren og venstre forhjul på Audien blev flået af ved sammenstødet og Audien endte på Langebro cirka ud for Thorshavnsgade.

Bilinspektører har siden ulykken været i gang med at undersøge, hvad der skete på broen. Langebro var i den forbindelse spærret for trafik.

112 - 23. jul. 2019 - kl. 10:35 Betjent død i trafikulykke: 25-årig mand sigtet

Der blev i flere timer arbejdet på at rydde op på broen, hvor der lå store mængder olie og kølervæske fra de implicerede biler.

Broen blev åbnet for trafik igen kort efter klokken 4.30, oplyste Michael Andersen tidligt tirsdag morgen.

Ingen andre kom alvorligt til skade i ulykken.

Undersøger anden bil
Efter ulykken flygtede føreren af den bil, som forårsagede det voldsomme sammenstød. To en halv time senere anholdt Københavns Politi den 25-årige mand.

Kort efter at sigtelsen blev læst højt blev dørene lukket efter anmodning fra anklagemyndigheden.

- Politiet har brug for ro til at undersøge de nærmere forklaringer i sagen – herunder ro til at tale med dem, der sad i bilen, samt at undersøge en anden bils mulige indblanding i ulykken, lød det fra anklageren.

Den dræbte betjent var ansat i politiets Særlig Efterforskning Øst, der beskæftiger sig med organiseret kriminalitet og rockere og bander.

- Jeg kan bekræfte, at han var ansat i SEØ, siger politiinspektør Torben Svarrer.

Politiet vil ikke oplyse, hvilken opgave den 35-årige var på, da han blev dræbt, eller hvad han arbejdede med til dagligt. Han var alene i bilen.

SEØ er en sammentømret efterforskningsenhed, hvor alle kender hinanden, og derfor sørgede SEØ for, at alle den dræbte betjents kolleger i SEØ blev underrettet inden oplysningen om, at han arbejdede i SEØ, kom ud.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere