Betjent dræbt i ulykke: Nu er hans kollega tiltalt

Kraftig regn, tæt trafik og vådt føre fik ikke betjent til at sænke farten, lyder det i anklageskrift

En 35-årig mandlig betjent mistede livet i en ulykke 7. september sidste år. Nu skal føreren af bilen for en dommer. Foto: Øxenholt Foto
En 35-årig mandlig betjent mistede livet i en ulykke 7. september sidste år. Nu skal føreren af bilen for en dommer. Foto: Øxenholt Foto

Med mere end 160 kilometer i timen mistede en nu 25-årig betjent herredømmet over en civil patruljebil på motorvejen ved Randers.

Han kørte ind i autoværnet og endte halvvejs ude over en skråning.

På passagersædet ved siden af ham sad en 35-årig politiassistent, som døde i ulykken 7. september 2018.

Se også: Politibetjent dræbt i ulykke på motorvejen

Nu er den 25-årige betjent blevet tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med sagen. Han er også tiltalt for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og ignorere færdselstavler.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Ulykken skete under en øvelseskørsel. Der var vådt føre, det regnede kraftigt, og trafikken på motorvejen var tæt. Alligevel tilpassede betjenten ikke hastigheden til forholdene, lyder det i tiltalen.

Der var tale om 'en soloulykke under tjenestelig kørsel', da den sorte Mercedes kørte galt på Nordjyske Motorvej.

Begge mænd var ansat ved Østjyllands Politi.

Fordi politifolkene var i tjeneste, gik de videre undersøgelser af ulykken til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Den tiltalte betjent kom ikke alvorligt til skade i ulykken, der skete klokken 14.32, og fik både rigspolitichefen og justitsministeren til offentligt at sende tanker til de pårørende.

Bliver han dømt, risikerer han at miste retten til at køre et motordrevet køretøj - bortset fra en lille knallert. Det fremgår af anklageskriftet. Heri bliver der også taget forbehold for påstand om erstatning.

Næsten på årsdagen for ulykken bliver sagen mod betjenten afgjort.

Retssagen finder sted den 5. og 6. september.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere