Betjent fandt levende begravet baby: Lå i kulden i ni timer

Montana i USA: Barnet blev først fundet omkring klokken 02.30 natten til søndag. Der var kun 7-8 grader i området og babyen var derfor nedkølet

Den arresterede Francis Carlton Crowley. Politifoto
Den arresterede Francis Carlton Crowley. Politifoto

I samfulde ni timer lå en kun fem måneder gammel baby begravet under affald og grene, før betjente fandt det lille barn.

Episoden fandt sted i weekenden i Lolo Hot Springs i den amerikanske delstat Montana.

Lørdag aften rykkede betjente fra Missoula County ud efter meldinger om, at en person opførte sig mærkeligt. Manden, den 32-årige Francis Carlton Crowley, truede forskellige personer, og han var også bevæbnet med en pistol.

Betjentene fik også at vide, at en fem måneder gammel baby, som Crowley angiveligt skulle passe, ikke var blevet set eller hørt i flere timer.

Påvirket af narko
Det lykkedes hurtigt at finde og anholde den 32-årige mand, beretter det lokale politi i en pressemeddelelse. Men det lille barn var ikke til at finde. Og hvad værre var: Den 32-årige var så påvirket af narko, at han ikke kunne give relevante oplysninger om, hvor babyen befandt sig.

Politiet kunne dog udlede af afhøringerne, at babyen muligvis kun være begravet et eller andet sted i bjergområdet.

Derfor blev der iværksat en storstilet eftersøgning.

Hørte svag barnegråd
- Efter seks timers eftersøgning hørte en betjent svag barnegråd. Han fulgte efter lyden og fandt babyen i live. Barnet lå med ansigtet ned, begravet under grene og affald, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Barnet blev først fundet omkring klokken 02.30 natten til søndag. Der var kun 7-8 grader i området, og babyen var derfor nedkølet.

Barnet blev omgående overført til hospitalet - og her kunne lægerne konstatere, at babyen intet fejlede.

Crowley, der ikke er barnets biologiske far, er blevet sigtet for at have udsat babyen for fare. Flere sigtelser ventes at blive rejst.

Crowley skal for retten i dag tirsdag. Han har siddet varetægtsfængslet med en kaution på 300.000 kroner.

I sidste måned blev en nyfødt baby reddet fra den sikre død efter at være blevet begravet en halv meter under jorden.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere