Betjent overfaldet med peberspray under anholdelse

Da en politipatrulje ville anholde to unge i Aalborg, blev den ene betjent sprøjtet i ansigtet med peberspray

En politibetjent fra Nordjyllands Politi måtte torsdag aften en tur på skadestuen, efter at hun blev sprøjtet i ansigtet med en peberspray.

Politiet fik klokken 18.58 en anmeldelse om, at to unge lavede uorden i en butik i Aalborg.

- Jeg ved ikke nærmere, hvad de havde gjort i butikken. Men en politipatrulje får kontakt med dem på Nytorv og retter henvendelse til dem, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Pludselig trækker den ene af de to unge mænd en peberspray og sprøjter den ene betjent i ansigtet med den.

- De tilkalder assistance, men de får selv pacificeret de to unge mænd, umiddelbart før hjælpen når frem, siger vagtchefen.

Manden, der brugte pebersprayen, vil blive sigtet for vold mod embedsmand, grov vold og overtrædelse af våbenloven.

Siden årsskiftet har det været tilladt at have en peberspray til selvforsvar i hjemmet. Men det er ulovligt at tage den med sig, når man går hjemmefra.

Skærm

Hent flere
Hent flere