Betjent skal i fængsel: Videregav fortrolige oplysninger til ven

Under møde i Fitness World blev der udvekslet oplysninger omkring mistænkt i en narko-efterforskning

Den nu dømte betjent arbejder ved Østjyllands Politi med hovedsæde i Århus. Foto: Joachim Ladefoged
Den nu dømte betjent arbejder ved Østjyllands Politi med hovedsæde i Århus. Foto: Joachim Ladefoged

En betjent ved Østjyllands Politi skal nu gå den tunge gang fra at være lovens vogter til selv at prøve, hvordan det er at sidde i bag tremmer.

14. august i år blev han ved byretten i Århus idømt 30 dages fængsel i en sag, hvor han var tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger om en igangværende politiefterforskning til en ven.

Sagen er anket til Vestre Landsret, hvor den skal behandles i november.

Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i anklageskriftet, og her beskrives det, hvordan den pågældende 34-årige betjent var tiltalt for i tiden omkring 22. oktober 2018 i et Fitness World-træningscenter i Århus at have videregivet oplysninger til vennen om, at politiet efterforskede en sag om narkotikahandel, og at der i denne sag indgik en person, som var en bekendt til politimandens ven.

Ved retssagen forklarede betjenten, at han i fem år havde været ansat ved Østjyllands Politi. Vennen og betjenten trænede ofte sammen.

Omvendt kendte betjenten ikke personligt den person, som indgik i politiefterforskningen. Ham havde han kun lejlighedsvist mødt hinanden i en syrisk klub.

Rygter om narkosalg
Via sit arbejde arbejde kendte han til rygter om, at vennens bekendte skulle være involveret i narkohandel. Men ved retssagen benægtede betjenten at have videregivet direkte fortrolige oplysninger videre.

Han forklarede, at det var rigtigt, at han havde mødt sin ven i Fitness World, og at de her havde snakket om løst og fast. På et tidspunkt faldt snakken på vennens bekendte - ham der var mål for narkoefterforskningen.

I den forbindelse spurgte betjenten sin ven, om vennen kendte til rygterne om narkosalg, hvilket vennen bekræftede. Derefter sagde betjenten til sin ven, at vennen skulle holde sig sig fra den bekendte, fordi denne var en skidt fyr.

Sådan lød betjentens forklaring i retten.

Telefon blev aflyttet
Ved retssagen var også betjentens ven indkaldt som vidne. Her bekræftede han, at han var venner med betjenten. Han forklarede ligeledes, at han havde siddet varetægtsfængslet i otte måneder, og lige var blevet løsladt, da han mødte betjenten i Fitness World.

I forbindelse med denne sag blev han aflyttet af politiet. Kort efter mødet i Fitness World ringede vennen til sin bror, og i samtalen fortalte han, at han netop havde trænet med betjenten, og at betjenten her havde fortalt ham, hvordan politiet var efter narkomistænkte.

I samtalen forklarede han ligeledes, at han havde 'set hans bil og et billede af ham'.

Dette, fandt retten, stemte overens med oplysninger, der var fremkommet under en briefing på politigården i Århus 17. oktober 2018. Altså nogle få dage før, at den tiltalte betjent havde mødt sin ven nede i Fitness World.

Og på den baggrund blev betjenten idømt fængsel.

Desuden var betjenten tiltalt for at have gjort et uberettiget opslag i politiets sagsstyringssystem, Polsas, i en sag, han i sin egenskab af at være medarbejder i en institution selv havde anmeldt til politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere