Betjent skudt under trafikuheld: Så fik han uventet hjælp

Betjent skudt under trafikuheld fik pludselig hjælp af forbikørende

Betjente ved afspærringen på motorvejen Interstate 10, hvor en betjent blev skudt. Foto AP
Betjente ved afspærringen på motorvejen Interstate 10, hvor en betjent blev skudt. Foto AP

- Min betjent ville ikke være i live uden hans hjælp.

Så kort og præcis var konklusionen, da chefen for Department of Public Safety i den amerikanske delstat Arizona, Ralph Milstead, torsdag holdt pressemøde efter en bizar og ganske dramatisk hændelse på motorvejen Interstate 10 knap en times kørsel vest for Phoenix.

Politiet fik en anmeldelse klokken fire om morgenen om, at der blev skudt mod en bil på Interstate 10. Det var bilisten selv, der ringede ind.

Da den 27-årige betjent ankom til gerningsstedet fandt han en bil liggende på taget. I bilen var en kvinde, som senere blev erklæret død ved ankomsten til et hospital.

Betjenten begyndte med det samme at sætte afspærringer op, da han pludselig blev skudt i brystet. Kort efter blev han overfaldet af en mand.

- Han havde godt fat i ham og smadrede betjentens hoved ned i asfalten, fortalte Ralph Milstead ifølge ABC News.

Og så kom dagens helt kørende forbi. Han havde lagt mærke til overfaldet, holdt ind og spurgte betjenten, om han havde brug for hjælp. Betjenten formåede at svare 'ja', hvorefter manden trak sin pistol og skuddræbte overfaldsmanden.

Det menes, at gerningsmanden havde siddet bag rattet i den forulykkede med bil med den døde kvinde.

Betjenten er nu indlagt og udenfor livsfare.

Ralph Milstead har ifølge ABC News endnu ikke haft mulighed for at tale med bilisten, der standsede, men håber at kunne takke ham på et tidspunkt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere