Betjente jagtede cyklister: 50.000 kr. i bødekassen

De udsendte sheriffer snuppede hele 50 cyklister på blot en time

Betjente fra Østjyllands Politi i Aarhus har i den grad været med til at hente penge ind til den slunkne statskasse.

På blot en time lykkedes det de udsendte sheriffer at snuppe 50 cyklister, som brød færdselsloven.

Raidet fandt sted mellem klokken otte og ni onsdag morgen i Teglværksgade i Aarhus.

Her vrimlede det åbenbart med cyklister, som enten kørte imod færdselsretningen eller på fortovet.

Hver cyklist er nu blevet sigtet og får en bøde på 1.000 kroner. Det giver sammenlagt 50.000 kroer i bødekassen.

Ikke sidste gang
- Det bliver ikke sidste gang, at vi laver en sådan indsats. For der er rigtig mange cyklister, som ikke overholder loven, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Pressemedarbejderen fortæller, at betjente i fredags snuppede 105 cyklister på fem timer.

- De kørte primært uden lys og imod færdselsretningen.  Vi er fremadrettet ekstra opmærksomme på cyklisterne, for det tal er alt for højt, fastslår Jakob Christiansen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere