Betjente var lige kørt på patrulje: Hærværk mod politistation

En patrulje var lige kørt på opgave, da ukendte gerningsmænd malede graffiti på politistationens facade

Udover 'FUCK COPS' var der en del grafitti omkring politistationen (Video: Local Eyes)

Se mere video på localeyes.dk

Det var tilsyneladende ikke nogle af politietatens største fans, der kom forbi politistationen i Haderslev søndag morgen.

I hvert fald er der blevet malet mindre flatterende graffiti med ordene FUCK COPS med hvid maling et par gange på facaden på politistationens gule mursten.

Politiet kører patrulje derfra, og der var også en patrulje, der var mødt på arbejde søndag morgen.

- Da de kører ud i en anden opgave, er der ikke noget, og da de kommer tilbage, er det der, siger vagtchef Bjørn Pedersen.

Hærværket er sket søndag morgen mellem kl. 07.10 og 08.10.

Udover ordene 'FUCK COPS' på stationens mur på Gammelting var der skrevet flere nedgørende vendinger - deriblandt 'magtliderlige svin' og 'bøsse-facist-hobitsvin' på en mur rundt om politigårdens parkeringsplads.

Foto: Politiet
Foto: Politiet

- Er det noget, I gør noget større ud af?

- Nu forsøger vi at fjerne det, og så må vi se, hvad der dukker op. Om der er noget overvågning eller andet, der kan give noget. Men det er ikke noget, jeg sætter himmel og jord i bevægelse for her i dag, siger vagtchefen og fortsætter:

- Der er jo nogen, der ikke bryder sig om os, og det ved vi jo godt.

Udover ikke at bryde sig om politiet, så kan der være tale om en eller flere gerningsmænd, der heller ikke er alt for glade for skolen.

Ellers er stavning bare ikke noget, man går op i, når man laver graffiti. I hvert fald vil et ekstra 'b' klæde ordet 'hobitsvin'.

I politiets øjne er der ingen tvivl om, at handlingen under alle omstændigheder er dum.

- Det er sådan noget meningsløst noget, de laver. Og det er ligegyldigt, om det er på politistationen eller andre steder. Når man bare maler noget åndssvagt på en væg, så er det for dumt, siger Bjørn Pedersen.