Bibliotekschef: Ikke en gang forfatteren selv må se børneporno-bogen 'Liderlige Lolita'

Bibliotekschef på Det Kongelige Bibliotek, Pernille Drost, kræver polititilladelse, før hun vil låne et af bibliotekets to eksemplarer af bogen 'Liderlige Lolita' ud

Bogen 'Liderlige Lolita' er så kontroversiel, at den er umulig at få lov til at se. Også selv om den dokumenterer vigtig samfundsdebat. Foto: Anders Brohus
Bogen 'Liderlige Lolita' er så kontroversiel, at den er umulig at få lov til at se. Også selv om den dokumenterer vigtig samfundsdebat. Foto: Anders Brohus

Hvis forfatter og samfundsdebattør Lone Backe henvender sig på Det Kongelige Bibliotek og anmoder om at få lov til at se den bog, som hun en gang selv har skrevet, så bliver hun bedt om at gå igen. Bogen ligger bag lås og slå, og ingen - ikke en gang forfatteren selv - får lov til at se bogen.

Det fortæller vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek og national bibliotekschef Pernille Drost til Ekstra Bladet.

Omdrejningspunktet i bogen 'Liderlige Lolita', der er skrevet i 1980, og som blev udgivet på et tidspunkt, hvor børneporno var tilladt at besidde og distribuere, men hvor det ikke var tilladt at producere materialet, er et billedmateriale på 35 billeder, hvor især drenge angiveligt skulle indgå i aktiv seksuelle samkvemsformer med voksne.

Ordet 'angiveligt' er i denne sammenhæng væsentligt. For ingen kan længere tjekke den påstand, forklarer Pernille Drost.

- Hvis vi får en henvendelse fra en borger, der ønsker at se bogen, så bremser vi det, forklarer Pernille Drost.

Kræver polititilladelse
Pernille Drost fortæller, at Det Kongelige Bibliotek har to eksemplarer af bogen. De bliver opbevaret under højeste sikkerhed i kasser i Aarhus og i København.

- Og det ville også gælde bogens forfatter, ja. Alle vil få besked om, at hvis de ønsker at se bogen, så skal først institutionschefen på Det Kongelige Bibliotek og siden politiet give tilladelse til det, fortsætter Pernille Drost.

Og det er ifølge Pernille Drost endnu ikke lykkedes nogen at få den tilladelse, siden bogen ved en dansk domstol blev gjort ulovlig både at besidde og distribuere i 2006.

- Ingen har endnu ansøgt om at se bogen, forklarer hun videre.

Se også: Medie lånte børneporno på biblioteket

Det handler om debat
Forfatteren selv, Lone Backe, mener, det er helt absurd, at hendes bog bliver omtalt som børneporno.

- At kalde min bog for børneporno er intet mindre end absurd, siger Lone Backe, der netop skrev bogen for at vise, hvor forfærdelig den dengang lovlige børnepornografi var.

Se også: Forfatter bag forbudt bog: Absurd at kalde 'Liderlige Lolita' for børneporno

Og Lone Backe er helt med på, at hendes bog faktisk er væsentlig for at dokumentere, hvad der dengang skete, og hvorfor der var et behov for at lave bogen. For indtil da havde danske politikere efter fleres opfattelse vendt det blinde øje til, som om at den slags ikke foregik.

Historiske problemer
Den pointe kan Pernille Drost godt sætte sig ind i. En af ideerne med at gemme bøger er netop, at eftertiden skal kunne gå i arkiverne og se virkeligheden, som den var. Kun på den måde kan historikere være sikre på at gengive historien for eftertiden på en måde, hvor historien er dokumenteret.

I virkeligheden risikerer man i yderste konsekvens, at man vender tilbage til udgangspunktet før 1980. Nemlig at ingen tror på, at produktion af børneporno faktisk foregik i 1970ernes Danmark. Og det nikker Pernille Drost genkendende til.

- Vi har også andet fjernet materiale, som på samme måde har gennemgået en forvandling i nye udgivelser, men som er noget lettere at få adgang til. For eksempel Lucky Luke-tegneserier med cigaret i munden. Den slags skal man også søge om at få lov til at se, siger Pernille Drost.

Men det er til gengæld ikke ulovligt at besidde modsat 'Liderlige Lolita'.

- Hvad jeg ikke forstår er, at forfatteren ikke i sin tid lavede en genudgivelse, hvor det ulovlige materiale ikke var med. For rent tekstmæssigt er der ingen problemer, siger Pernille Drost.

Kritik med det samme
Ifølge Pernille Drost kom der kritik af bogen allerede et par måneder efter, at den udkom i 1980. Men først i 2006 blev den altså gjort ulovlig. Lovteksten handler især om, at det handler om at undgå, at børnene, der medvirker i bogen, udsættes for unødig krænkelse, når alle og enhver kan se dem posere nøgne og have seksuel samkvem med voksne.

- Jeg er som vicedirektør nødt til at tage det udgangspunkt, at jeg ikke må lade folk se bogen, når lovteksten er skrevet på den måde, den er. Jeg vil kriminalisere mig selv, men også borgeren, som jeg lader se bogen, hvis jeg giver tilladelse. Og jeg kan sagtens se, at det er uheldigt, hvis en forsker henvender sig for at se, hvad det egentlig var, der skete dengang. Men jeg må bede forskeren om at få en tilladelse med fra politiet, før vi finder bogen frem. Og så vil den blive vist under streng overvågning. Man vil ikke en gang få lov til at læse den i læsesalen på biblioteket, siger Pernille Drost.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere