Bil bragede ind i forretning: Troede det var en joke

Varevogn endte fire meter inde i udstillingslokale

Se den smadrede butiksfacade og varevogn her. Video: Byrd/Brian Bjeldbak

Ernst Jensen fra Skive vågnede fredag op til en ubehagelig overraskelse, da hans søn ringede ved sekstiden om morgenen.

- Han ringede og sagde, at der holdt en varevogn inde i butikken. Jeg tænkte jo, at det måtte være en joke, men det var det altså ikke. Det var voldsomt, fortæller Ernst Jensen til Ekstra Bladet.

Han er indehaver af Ernst Jensen Biler, som en varebil tidligt fredag morgen bragede ind i på Viborgvej, da en 45-årig mand bag rattet formentlig fik et ildebefindende eller et hjertetilfælde.

Varebilen endte fire meter inde i butikken, efter at den påkørte en række udstillings-biler udenfor. Da Ernst Jensen kom til stedet, kunne han se, hvordan taget på bilen var skrællet af, og at bilen simpelthen havde kilet sig fast under forretningens tag. Luften måtte lukkes ud af dækkene for at få den ud, fortæller bilforhandleren.

Her ses varebilen halvt inde i bilforhandleren. Foto: Brian Bjeldbak/BYRD 112 - 29. maj. 2020 - kl. 09:15 Havner fire meter inde i butikken

- Hvad tænkte du, da du så bilen holde inde i din butik?

- Jamen, jeg er nok ikke den, der bliver slået helt ud af det, men vi har meget travlt i forvejen, så det kunne vi godt have undværet.

Ernst Jensen fortæller, at en enkelt bil inde i udstillingen er blevet beskadiget. Derudover har fem biler udenfor fået skader - blandt andet ved at bilerne er blevet skubbet ind i hinanden i sammenstødet. Mindst en af dem, en Suzuki Vitara til omkring 270.000, er totaltskadet.

-  Det var en grim tur, men sygdom kan man jo ikke gøre for, og ingen gør det jo med vilje. Det er godt, ingen kom til skade, men det er jo værre med manden, siger Ernst Jensen med henvisning til den 45-årige, som måtte genoplives, inden han blev fløjet med helikopter til Skejby Sygehus.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken kl. 5.40 fredag morgen. Foto: Brian Bjeldbak/Byrd
Politiet fik anmeldelsen om ulykken kl. 5.40 fredag morgen. Foto: Brian Bjeldbak/Byrd
 

Midt- og Vestjyllands Politi har ingen oplysninger om hans tilstand, men de pårørende er underrettet om ulykken.

Hos Ernst Jensen Biler er et rengøringsfirma nu ved at rydde op og få lukket de store, smadrede udstillingsvinduer af.

- Og så må vi i gang igen efter pinse, lyder det fra ejeren, der trods alt kan glæde sig over, at de to biler, som ventede på at blive hentet af nye ejere, var ved at blive undervognsbehandlet og derfor holdt et andet sted.