Bil bragede ind i Jens' køkken: - Jeg ser bare en masse ting flyve

En bil er mandag aften kørt ind i Jens Givskovs hus i Store Heddinge - blot halvanden meter fra der, hvor han sad

Jens Givskov fik sig en alvorlig forskrækkelse, da en bil mandag aften bragede ind i hans bondehus i Store Heddinge.

- Jeg sad og forberedte en jobsamtale, jeg skal til i morgen. Jeg hører noget ude fra vejen, og så hører jeg et brag og ser bare en masse ting flyve igennem luften, siger Jens Givskov til Ekstra Bladet mandag aften.

Bilen var kørt direkte ind i Jens' hus og havde ramt hans køkken og taget et par køkkenskabe med sig i uheldet.

57-årige Jens, der ikke sad mere end halvanden meter væk fra der, hvor bilen kørte ind, fik sig et kæmpe chok. Han skyndte sig hen til vinduet for at se, hvad der var sket.

- Jeg kigger ud og kan se, at der ligger en bil på siden, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jens Givskov sad og forberedte sig til en jobsamtale, da en bil pludselig bragede ind i hans køkken. Foto: Per Rasmussen
Jens Givskov sad og forberedte sig til en jobsamtale, da en bil pludselig bragede ind i hans køkken. Foto: Per Rasmussen

Kaos i køkkenet
Den 57-årige opdager, at der sidder en mand inde i bilen og spørger ham, om han er okay. Han får et klagende 'ja' fra manden bag rattet.

- Jeg skynder mig at lede efter min telefon, men der var vand over det hele, han havde nemlig også revet nogle vandledninger over. Det tager mig lidt tid at finde den, men så ringer jeg 112.

- Bagefter finder jeg en lommelygte og prøver at se, om jeg kan gøre noget for at få ham ud, men det kan jeg ikke, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jens leder efter sin kaffekande, efter en bil mandag aften bragede ind i hans køkken og forvandlede det til pindebrænde. Foto: Per Rasmussen
Jens leder efter sin kaffekande, efter en bil mandag aften bragede ind i hans køkken og forvandlede det til pindebrænde. Foto: Per Rasmussen
 

Ifølge Jens kommer ambulancen dog ganske kort tid efter, og manden i bilen kunne selv gå til ambulancen.

Udover en slem forskrækkelse er Jens ikke selv kommet noget til.

Gammelt hus
Jens bor alene i huset og det var også kun ham, der var til stede, da bilen bragede ind i køkkenet.

Han fortæller, at bondehuset er meget gammelt. Han mener selv, at det er fra før 1777.

57-årige Jens prøver at danne sig et overblik over ødelæggelserne i køkkenet. Foto: Per Rasmussen
57-årige Jens prøver at danne sig et overblik over ødelæggelserne i køkkenet. Foto: Per Rasmussen
 

På trods af de voldsomme skader på huset, er Jens glad for, at det kun er materielle skader.

- Så længe der ikke var nogen, der kom alvorligt til skade, så kan jeg godt leve med det, siger han.

Vagtchef for Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Møller Nielsen, har bekræftet uheldet overfor Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere