Bil førte politiet til skunkgartneri

Anholdelse af tre mænd ved Pusherstreet startede kædereaktion, der endte på Falster

Sådan kan et skunkgartneri tage sig ud. 
Arkivfoto: Politiet
Sådan kan et skunkgartneri tage sig ud. Arkivfoto: Politiet

En mere eller mindre tilfældig anholdelse af tre mistænkelige mænd førte lørdag til, at politiet kom på sporet af et illegalt skunk-gartneri på Falster.

Det fortæller Dannie Rise, chef for politiets særlige Taskforce Pusherstreet, til Ekstra Bladet.

Han beskriver, hvordan politiet patruljerede i området omkring Pusherstreet, da betjentene fik øjet på en mistænkelig person, der bar på en taske.

Diskret fulgte betjentene efter manden, der afleverede tasken til to andre mænd.

- Vi mener, de skulle til en af salgs-stederne i Pusherstreet. Men så langt nåede de ikke, fortæller han.

I stedet blev de tre anholdt, og i tasken var der knapt et halvt kilo skunk.

Fandt pistol og methamfetamin
Efterfølgende gennemførte politiet ransagninger hjemme hos de tre mænd - og hos den ene, en mand med vietnamesiske rødder, gjorde politiet yderligere interessante fund.

- Det var på en adresse på Frederikssundsvej. Her fandt vi en skarpladt pistol, 100 gram hash og 41 gram methamfetamin, fortæller Rise.

Ude på adressen befinder der sig tre yderligere personer - mandens far, mor og søster - samt yderligere godt 70.000 kr i kontanter.

- Der er også 200 tomme pølsemandsposer, der også bruges til narko i små mængder, så disse tre personer bliver også anholdt, fortæller han.

På adressen er der også en bil, som fører politiet til en adresse i Horbelev på Falster.

- Den generelle efterforskning viser, at bilen tidligere har været brugt til skunktransporter - det har vi observeret - så vi beslutter også at aflægge adressen på Falster et besøg, fortæller han.

Kineser anholdt
på Falster blev yderligere en person anholdt:

- Der er tale om en kineser. Han bliver anholdt. Stedet viser sig også at være et skunkgartneri. Og vi finder 78 planter der, fortæller Rise.

Alle otte fremstilles i løbet af i dag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

I dag har politiet igen været i området ved Pusherstreet, hvor to blev anholdt. Den ene skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Her er der tale om en såkaldt genganger, der tidligere har været anholdt i forbindelse med Pusherstreet-relateret kriminalitet.

Weekendens anholdelser kommer ovenpå fredagens aktion, hvor politiet rykkede ud og fjernede alle hashboderne. Her blev 18 anholdt - heraf blev fem fremstillet og varetægtsfængslet.

Allerede kort tid efter, at betjentene havde forladt Pusherstreet, var der atter gang i den:

- Det var forventeligt, at salget ville begynde igen, fortæller Rise og tilføjer:

- Det, vi havde håbet på, var jo, at den gode del af Christiania ville tage området tilbage og bruge det til noget fornuftigt. Vi så aktionen som en slags håndsrækning, siger Rise.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere